Stædig Honecker rev DDR med i faldet

Da politbureauet 9. november ophæver østtyskernes rejserestriktioner, vælter Muren - og hele DDR ryger siden med i faldet.

- Centralkomiteen har imødekommet Erich Honeckers ønske om at løsne ham fra opgaverne som generalsekretær, statsrådsformand og formand for DDR’s nationale forsvarsråd på grund af helbredsmæssige årsager. Så lakonisk lyder politibureauets officielle meddelelse fra 18. oktober 1989, som sætter en stopper for Erich Honeckers faste greb om magten i det daværende Østtyskland.

Efter 18 år i spidsen for det kommunistiske styre trækker hans kammerater i politbureauet tæppet væk under Honecker for selv at klare skærene. Flere og flere østtyskere er begyndt at gå på gaden for at protestere mod styret, og hundredtusinder andre har taget flugten via Ungarn og vesttyske ambassader i østblokken.

Men magtskiftet formår ikke at sætte en stopper for det folkelige pres. Fire uger senere falder Berlinmuren, og et lille år senere er Tyskland genforenet og den kolde krig en saga blot. De historiske konsekvenser af deres konspiration aner topkommunisterne endnu intet om, da der om aftenen den 17. oktober er indkaldt til krisemøde i det socialistiske enhedsparti SED’s politibureau.

Magten smuldrede
Den 77-årige Honecker, der netop er kommet sig efter en kræftoperation, ankommer forsinket og vil holde sig til dagsordenen. Men ministerpræsident Willi Stoph beder om ordet og får sat “afsættelsen af generalsekretæren” øverst på dagsordenen. Øjenvidner fortæller, at Honecker reagerer med isnende kulde, men tillader debatten - og pludselig smuldrer magten mellem fingrene på ham. Et overvældende flertal af tilstedeværende topfunktionærer vil af med Honecker, der som tro partisoldater også hæver hånden ved afstemningen. Selv Stasi-chefen Erich Mielke advarer i lyset af den svigtende opbakning til Honecker imod at sætte kampvogne ind mod de protesterende menneskemasser.

Kun 10 dage i forvejen har partitoppen endnu med pomp og pragt fejret DDR’s 40 års jubilæum. Erich Honecker selv holder i nederlagets stund fast i, at den socialistiske Tyske Demokratiske Republiks “succesrige udvikling” er kronen på værket “i vores partis kamp og mit eget virke som kommunist”. Når hans æresgæst ved DDR-jubilæet, den daværende Sovjet-leder Mikhail Gorbatjov, i dag ser tilbage på omvæltningerne fra 1989, kalder han Honecker for en politiker med karakter og ambitioner, som begik en række fejl til sidst. For Gorbatjovs opfordringer om også at indføre et tøbrud og reformer a la hans egen perestrojka i Østtyskland, støder i 1989 på døve øren hos DDR-lederen.

I et nyligt interview med den tyske ugeavis Das Parlament siger Gorbatjov, at DDR måske kunne have overlevet, hvis der havde stået en kompetent ledelse i spidsen for Østtyskland.
- Hvis det havde været tilfældet, ville også den tyske genforening være forløbet anderledes, siger den russiske modtager af Nobels fredspris.

Forrædere og fjender
Også Gorbatjovs daværende udenrigsminister, Eduard Shevardnadse, husker Honecker som en principrytter, der ikke var til at rokke.

- Honecker anerkendte ikke vores perestrojka. Han mente, at Sovjetunionen simpelthen ikke forstod situationen i Østtyskland. Honecker troede ikke, der var noget at forandre, men at han opbyggede socialismen. Han havde sine principper, sin ideologi, sin filosofi. Det var gamle forestillinger om socialismen, siger Shevardnadse til den tyske avis Süddeutsche Zeitung.

Så Honecker afløses 18. oktober 1989 af sin mangeårige kronprins, den 52-årige Egon Krenz, og der er intet nyt under solen. Han lover i en tv-tale at “forny det socialistiske samfund”, men har ingen reformplaner på bordet og bliver også mødt af buhråb af de protesterende folkemasser. Og til sidst har Krenz heller ikke nogen midler tilbage til at holde sammen på den skrantende socialistiske stat. Da politbureauet 9. november ophæver østtyskernes rejserestriktioner, vælter Muren - og hele DDR ryger siden med i faldet. Honecker selv holder lige til sin død i 1994 fast i, at det er Kremls utilstrækkelighed, forrædere i egne rækker og fjender i Vesten, som er skyld i Den Tyske Demokratiske Republiks undergang.