"Trabierne" vækker stadig minder.

Den 9. november 1989. I et hus i det indre Lübeck sidder Annette Schöne og hendes mand Dieter. Hun er året før flyttet fra Nykøbing F. til den nordtyske by - uvidende om at hun skulle overvære et vigtigt kapitel i verdenshistorien på allernærmeste hold.

- Vi sad om aftenen og så i tv, at Muren var faldet. Og meget kort tid efter kunne vi også lugte det. Det var "Trabierne" fra øst, som var kørt de kun otte kilometer fra grænseovergangen ved Schlutup til centrum af Lübeck. Og man kunne vitterligt lugte de mange osende biler fra øst, fortæller Annette Schöne.

Det var der dog ikke mange, som tænkte på i de begivenhedsrige dage.

Allerede om aftenen var Annette og Dieter Schöne på gaden i Lübeck for at byde østtyskerne velkommen - og næste dag havde parret taget kameraet med på gaden.

- Det er stadig næsten uvirkeligt at tænke tilbage på de dage. Østtyskerne kom i meget stort tal til Lübeck. Dengang var der tre marcipan-fabrikker i byen, og de tømte alle deres lagre for marcipan og pakkede det i små poser, som byens skoleelever gik rundt og satte på østtyskernes biler sammen med en lille hilsen. Da vi gik rundt i byen, var der mange, som hilste og glædede sig over Murens fald. Jeg husker specielt børnene fra DDR, som gjorde store øjne over alt det legetøj og den overflod, som butikkerne bugnede af. Samtidig tror jeg også, at mange havde denne her fornemmelse af "kan det mon være rigtigt, og vil det vare ved", husker Annette Schöne.

Hun flyttede med sin tyske mand tilbage til Nykøbing F. for fire år siden men glemmer sent dagene i Tyskland i november 1989.

- Alene køen af biler fra Østtyskland mod Lübeck. Den var otte kilometer lang. Og det varede i dage- og ugevis. På et tidspunkt tog vi også den anden vej og kørte en tur i DDR. Vi snakkede om, at deres gardiner virkede så hvide, men fandt ud af, at det var fordi, det hele var så gråt og farveløst, fortæller Dieter Schöne.Men de største minder er fra Lübeck få dage efter Murens fald. Med Annette Schönes egne ord.

- Jeg husker tydeligt de børn, som ikke havde set gule bananer før. Som ikke vidste, hvad ananas på dåse var. De børn som stod og græd med fladtrykt næse foran legetøjsforretningernes udstillingsvinduer, og den lille pige som med store tårer i øjnene fortalte mig, at hendes eneste ønske var en Barbie-dukke. Eller en anden lille pige som hviskede til min mand, at hun havde ladet sine grimme briller blive hjemme, så man ikke kunne se, at hun kom fra DDR. Jeg husker alle de mennesker, vi viste vej til posthuset, hvor de mod et stempel i passet kunne få 100 vest-mark som "velkomstpenge" - som selvfølgelig hurtigt blev omsat i byens forretninger.