Antidopingkampens fintmaskede net har en slagside for atleterne

Jannik Sinner er verdens nummer et i tennis, men italieneren har i år været involveret i en sag om mulig doping. Han har forklaret, at det skyldes en massage, hvor massøren havde et sår på fingeren og overførte det ulovlige middel. (Arkivfoto). Foto: Fayez Nureldine/Ritzau Scanpix

Der er opstået en vanskelig balance i antidopingarbejdet, så man får ram på størstedelen af dem, der doper sig, uden at uskyldige atleter havner i fedtefadet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Idrættens kamp mod doping har fået et dilemma.

Den teknologiske udvikling inden for antidopingbekæmpelsen har gjort det muligt at fange flere, men det fintmaskede net kan også fælde uskyldige atleter.

Dopingjægere kan ved hjælp af bedre teknologi og avanceret udstyr i dag spore mikroskopiske koncentrationer af ulovlige stoffer.

Jakob Mørkeberg, videnskabelig konsulent i Anti Doping Danmark (ADD), forklarer, at de fintfølende apparater kan finde en milliardtedel af et stof.

- Man kan sammenligne det med, at hvis man drypper en dråbe blod i et olympisk svømmebassin, kan man spore den dråbe blod. Det er meget små mængder.

- De massespektrometre, som måler de her stoffer, er blevet ekstremt fintfølende, og der kommer hele tiden nye og bedre apparater i laboratorierne, siger Mørkeberg.

Men den teknologiske udvikling har en slagside.

Cykelrytteren Rasmus Lund (i midten) tænker meget over, hvad han indtager af mad og medicin, da det er atletens eget ansvar, at der ikke kommer ulovlige dopingstoffer ind i kroppen. (Arkivfoto). Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

- Der kan være atleter, som bliver taget, hvor det ikke har været hensigten at dope sig, og det er selvfølgelig ærgerligt.

- Det er en slagside, at man som atlet kan være nervøs for at blive taget for noget, fordi man er uheldig at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og spise noget, hvor man er uopmærksom på, hvor kødet kommer fra, siger ADD-konsulenten.

Det er en frygt hos atleterne, forklarer banerytteren Rasmus Lund Pedersen.

- Det ville være fuldstændig forfærdeligt, hvis man tages for et eller andet, hvor man ikke har gjort det med vilje, siger 26-årige Rasmus Lund.

Det kan han mærke på især yngre kolleger.

- Jeg ved, at for mange unge, som kommer ind i sporten, er det enormt meget at skulle forholde sig til. De skal lige pludselig tjekke op på alt, hvad de spiser og får af medicin. De skal selv sørge for, at det er i orden.

- Et eller andet sted bliver det efterladt til atleten. Det er atletens eget ansvar, påpeger han.

Rasmus Lund husker flere paniske situationer.

- Da jeg var junior, fik jeg en dunk fra russerne, da jeg selv løb tør. Bagefter havde jeg paranoia over at have taget den dunk. Det var tanker, jeg fik, fordi det hang så meget over en, og det er ens eget ansvar, siger han.

Han læser medicin ved siden af cyklingen og mærker både dopingspøgelset i hverdagen herhjemme og i mere eksotiske lande.

- Det er mest, hvis man kommer til for eksempel Asien eller Mexico, hvor der er store problemer med clenbuterol. Jeg undgår at spise kød derovre, jeg tør ikke tage chancen.

- Det er ikke afsavnet ved ikke at kunne spise kød i Kina. Det er mere den konstante tanke, man skal have på det. Det kan være hæmmende og invaliderende i længden.

- Det skal ikke være sådan, at man slet ikke kan slappe af i sit hoved året rundt, mener Rasmus Lund.

Det Internationale Antidoping Agentur (Wada) arbejder på at justere reglerne.

Det handler blandt andet om at finde den rette rapporteringsgrænse på stofferne.

Wada kan beslutte, at når bestemte stoffer måles med en meget lille koncentration, skal man ikke rapportere det. Man skal kun rapportere det over en vis grænse.

ADD er ikke afvisende.

- Det skal jo ikke være sådan, at udøveren render rundt med en skræk i livet for at gå uden for døren. Derfor er man nødt til at kigge på at forhøje grænserne.

- Det vil desværre betyde, at der formentlig er nogle, som doper sig, som går fri, fordi man sætter en grænse. Men på den anden side vil der også være en del udøvere, som ikke bliver anklaget for noget, de ikke har gjort.

- Det er balancen, man skal finde, så man ikke får alt for mange uskyldige ind, og man stadig fanger de skyldige, siger Mørkeberg.

Samme holdning har den tidligere langrendsløber Asger Fischer Mølgaard, der er formand for Atletkomitéen, hvor Rasmus Lund også er medlem.

- Umiddelbart vil vi ikke være afvisende over for at kigge på grænseværdierne. Men generelt synes vi, man skal fange dem, der er dopet, og de skal udelukkes, så man værner om de rene atleter.

- Men det skal selvfølgelig heller ikke være sådan, at atleter er bange for at blive taget, hvis bare man spiser et eller andet, som er uheldigt. I bund og grund er det en god idé at kigge på værdierne, siger Mølgaard.

/ritzau/

Wada er opmærksom på antidopingdilemma

Hos Det Internationale Antidoping Agentur Wada erkendte præsident Witold Banka i september, at det er en vanskelig balance at skulle fange alle dopingsyndere og samtidig undgå, at uskyldige bliver ramt.

- Forureningsscenarier, herunder meget indviklede og tilsyneladende usandsynlige, bliver stadig lettere accepteret af domstolene. Udfordringen er at skelne mellem sager om ægte forurening og sager om ressourcestærke bedragere, der fabrikerer et forsvar om forurening.

- Hvis systemet er for strengt og rigidt, vil uskyldige atleter blive uretfærdig dømt. Hvis systemet er for slapt, vil fuskere være i stand til at mikrodope sig ustraffet.

Kilde: Wada.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu