De største idrætsforbund lægger op til svigt af egne regler om magt

I kølvandet på korruptionsskandalerne i nogle af verdens største idrætsforbund i 2010'erne gennemførte selvsamme forbund en række reformer for at undgå magtmisbrug.

Inden for nærmeste fremtid kan de tre stærkeste idrætsorganisationer - IOC, Fifa og Uefa - have gjort undtagelse for et af de mest centrale punkter i reformerne, tidsbegrænsningen på præsidentposterne.

Det vækker kritik fra blandt andre Jens Sejer Andersen, international direktør i Play The Game, organisationen, der arbejder for at fremme ytringsfrihed og gennemsigtighed i sportens verden.

- Det er at gøre fuldstændig grin med de løfter, som ikke mindst IOC har sat sig i spidsen for, om at reformere idrætsbevægelsen. Netop begrænsning af embedsperioder er en af de allervigtigste forudsætninger for at begrænse magtkoncentration og magtmisbrug, siger Play The Game-direktøren.

Fifa har allerede godkendt, at præsident Gianni Infantinos første 39 måneder i spidsen ikke talte som en egentlig regeringsperiode.

Det kunne legitimeres med, at han blev valgt i en igangværende periode, da Fifa-skandalen i 2015 fik skovlen under daværende præsident Sepp Blatter. Så Infantino kan nu sidde helt frem til 2031 i stedet for maksimalt til 2027.

Præcis samme manøvre har Uefa nu sat gang i, hvor præsident Alexander Ceferin formentlig får mulighed for at sidde til 2031 med samme argument.

Hos Den Internationale Olympiske Komité (IOC) sidder tyskeren Thomas Bach som præsident. Han kan også maksimalt sidde i 12 år og skal afløses i 2025.

Men allerede nu er der støtter, som åbent arbejder for en undtagelse til de regler, Bach selv har været med til at forfatte.

Støtte får Bach dog ikke fra dansk side. Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF), er stærkt imod alle tre store forbunds ændringer af egne regler.

- Det sender et meget dårligt signal, når man ikke overholder de regler om good governance, man som organisation selv har sat op.

- Og det sender i særdeleshed et dårligt signal, når de præsidenter, der er tale om, enten selv har været med til at indføre reglerne og talt varmt for dem eller er blevet valgt under helt klare og kendte konditioner om det, siger Natorp.

Som de tre største og stærkeste forbund er IOC, Fifa og Uefa rollemodeller for deres mindre søskende i idrætsfamilien. Derfor frygter både Natorp og Sejer Andersen også, at andre forbund kan lade sig inspirere til at slække på lignende regler.

Reglerne om tidsbegrænsning på præsidentposten blev lavet for at undgå tidligere tiders skandaler om korruption og magtfuldkommenhed, der har martret adskillige idrætsforbund i fortiden.

Begrundelsen fra støtterne til at lade præsidenterne sidde er, at de er de bedste på posten, og at det vil sikre vigtig kontinuitet i en urolig tid.

Men det argument vinder ikke indpas hos hverken DIF eller Play The Game.

- At sikre kontinuiteten ved at forlænge præsidentposten er jo at ty til laveste fællesnævner ud fra en organisatorisk vinkel. Det kan godt være, personen er dygtig, men man fejler jo i opgaven med at sikre, at der er et talentlag, som kan tage over.

- Jeg kan ikke se noget argument, der opvejer, at man bør overholde de regler, man selv har været med til at vedtage, lyder det fra Hans Natorp.

Han og Jens Sejer Andersen er enige om, at det er voldsomt problematisk, hvis de tre store organisationer vælger ikke at efterleve egne regler på området.

Hvem der skal bremse det skred mod magtkoncentration, er de dog ikke enige om.

Da pengestrømmene i idrættens verden oftest går oppefra og ned, kan det være risikabelt for både nationale og internationale specialforbund at lægge sig ud med eksempelvis IOC og dennes politiske top, forklarer Jens Sejer Andersen. Derfor skal presset komme fra folk uden for idrættens verden.

- I denne som i alle andre sammenhænge må de demokratisk valgte regeringer i verden indse, at hvis ikke de presser hårdt på og truer idrætsorganisationer på pengepungen og på den politiske velvilje, så kommer der ikke til at ske egentlige forandringer, siger han.

Hans Natorp er enig i, at det er en vanskelig opgave, men han mener ikke, at det er en regeringsopgave.

- Vi har forbundne interesser, men vi er nødt til at have en forståelse af, at en regering arbejder i regeringsfora, og idrætten arbejder i idrættens fora. De to ting er ikke det samme, så derfor er det vanskeligt, hvis den ene skulle løse noget for den anden, siger han.

Mens Infantino har banet vej for sin Fifa-jobforlængelse, ventes det, at Ceferin i Uefa lykkes med det samme.

Og skal man tro Heather Dichter, professor i sportsledelse og idrætshistorie ved De Montfort Universitys internationale center for sportshistorie og kultur, tyder meget på, at såfremt Thomas Bach agter at afvige fra egne principper, kan han gøre det samme.

- Hver gang Thomas Bach har ønsket noget, som har krævet en ændring af IOC's processer, så er det gået igennem, sagde hun til Sports Business Journal i oktober.

Spørgsmålet er så, om sportsverdenen er i færd med at reproducere fortidens problemer.

/ritzau/