Årets hidtil største virksomhedsovertagelse i USA er under opsejling. Det amerikanske teleselskab AT&T oplyser søndag, ifølge Wall Street Journal, at det vil overtage konkurrenten T-Mobile USA for 39 milliarder dollar eller godt 205 milliarder kroner.
Sammenlægningen af USA's næst- og fjerdestørste udbydere af mobiltelefoni skal godkendes af konkurrencemyndighederne, og det kan blive den største forhindring for handlen.
Federal Communications Commission frygter, at sammenlægninger blandt de store teleselskaber mindsker den frie konkurrence til ugunst for brugerne. Sammenlægningen kan tage op imod 12 måneder.
Lykkes overtagelsen af T-Mobile har AT&T fjernet en konkurrent, som gennem adskillige år har tilbudt meget lave priser for mobiltelefoni, og dermed presset indtjeningen hos branchens giganter, AT&T, Verizon Wireless og Sprint Nextel.
Milliardkøbet gennemføres i form af 25 milliarder dollar i kontanter samt en stor portion AT&T-aktier, der giver T-Mobiles nuværende ejer, Deutsche Telekom, en ejerandel i det amerikanske selskab på cirka 8 pct.
AT&T forventer at kunne hente besparelser fra opkøbet på op til 40 milliarder dollar, og den melding skal nok skabe bekymring blandt selskabets 267.000 ansatte samt de 29.000 medarbejdere hos T-Mobile.
De store besparelser er sandsynligvis baseret på en reduktion i antallet af ansatte i de to selskaber, ifølge Wall Street Journal. Bliver T-Mobile en del af AT&T, vil det sammenlagte selskab have omkring 130 millioner kunder i USA.
AT&T oplyser, at kombinationen af de to selskaber blandt andet vil resultere i en bedre mobildækning i de tyndt befolkede dele af USA. Bestyrelserne i både AT&T og T-Mobile støtter sammenlægningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde