Egyptiske islamister for retten efter dødsdomme

En egyptisk domstol, der har dømt 529 personer til døden, indledte tirsdag retssager mod omkring 700 andre formodede tilhænger af den afsatte islamistiske præsident Mohamed Mursi. Blandt de tiltalte er lederen af Det Muslimske Broderskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forsvarsadvokater siger, at de vil kræve, at dommeren træder tilbage, efter at han mandag afsagde de helt usædvanlige hårde domme mandag ved en domstol i Minya efter kun to retsmøder.

Juridiske eksperter siger, at dommene efter alt at dømme vil blive ændret ved appelsager.

Fra EU og USA og menneskerettighedsgrupper lyder der fordømmelser af dødsdommene og hele retssagens forløb.

Det militært indsatte regime i Kairo har indledt masseretssager mod over 3000 formodede islamister siden den blev indsat efter fjernelsen af præsident Mursi i juli sidst år.

Egyptiske medier rapporterer, at dommeren, Said Yusef Sabry, er berygtet for at have afsagt usædvanligt hårde domme i en årrække - blandt andet har han tidligere idømt en mand 30 års fængsel for at have stjålet kjoler i en kjoleforretning.

De 529, der blev dømt til døden, er blandt andet fundet skyldige i drabet på en politimand og for angreb på politiet.

Den påståede angreb på en politimand skal have fundet sted i august i det sydlige Egypten, efter at politiet havde opløst to protestlejre, som Det Muslimske Broderskab havde oprettet.

En domstol i Kairo idømte for få dage siden en politibetjent 10 års fængsel i en sag om manddrab på 37 medlemmer og støtter af Det Muslimske Broderskab sidste år.

Det Muslimske Broderskab er erklæret for en ulovlig terrororganisation i Egypten, hvor den populære hærchef Abdel Fattah al-Sisi ventes at vinde et præsidentvalg i foråret.

/ritzau/Reuters