Ekspert efter valget: Tonen fra Japan vil blive hårdere

Kina, Nordkorea og andre lande i Asien, som på den ene eller anden måde udfordrer Japan, kan forvente hårdt sat mod hårdt, efter at Det Liberale Demokratiske Parti (LDP) med den tidligere premierminister Shinzo Abe har vundet søndagens parlamentsvalg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hans parti vandt suverænt valget, og det vil kunne mærkes, at han er en af de retoriske høge, mener Marie Roesgaard, lektor og ph.d. ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, ved Københavns Universitet.

- Det handler om det signal, hans blotte eksistens vil give. Stemningen og tonen vil blive hårdere, og han vil i den grad stå for, at Japan skal stå på sin ret. Der vil komme bastante udmeldinger, siger Marie Roesgaard.

Shinzo Abe er blandt andet fortaler for, at pacifismeparagraffen i landets forfatning bliver droppet.

Siden 2. Verdenskrig har landet kun måttet have et defensiv militær, og det vil Shinzo have ændret, blandt andet fordi man føler sig presset af Nordkorea og Kina.

Nordkoreanerne sender fra tid til anden raketter i vejret i strid med diverse FN-resolutioner, og Japan ligger i strid med stormagten Kina om øen Senkaku.

- På grund af sine valgløfter må han forsøge at få ændret forfatningen. Men det er tvivlsomt, om han kan få befolkningen med til det ved den nødvendige folkeafstemning, siger Marie Roesgaard.

- Hvis ikke det lykkes, må han nøjes med at skrue på retorikken, og der har han tidligere vist, at han ikke er bange for at lægge sig ud med blandt andet kineserne, siger hun.

På det hjemlige plan har Abe lovet at arbejde på at hive Japan ud af recessionen, men blandt japanerne er der ifølge Roesgaard ikke den store tiltro til, at meget vil ændre sig med valget.

Heller ikke i forhold til de omstridte atomkraftværker, som landet er afhængig af, men som befolkningen er imod efter den store ulykke for et par år siden.

Det nuværende regeringsparti, Japans Demokratiske Parti, vil have værkerne udfaset, mens Abe er mere skeptisk.

- Valgsejren er snarere et fravalg af den tidligere regering, som man mener har skuffet, end det er et tilvalg af den nye. Den almindelige japaner forventer nok ikke de helt store ændringer, siger Marie Roesgaard.

/ritzau/