Ekspert: Indien har brug for en seksuel revolution

Den brutale seksuelle mishandling af en 23-årig indisk kvinde i en bus i Delhi den 16. december har medført stærk vrede i store dele af den indiske befolkning og tusinder har demonstreret for de indiske kvinders ret til at kunne færdes frit uden at blive chikaneret eller voldtaget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men udsigterne til reelle forandringer ikke store. Det vurderer seniorforsker ved Nordisk Institut for Asienstudier i København, Stig Toft Madsen.

- På det politiske plan er der sikkert mange, der vil forsøge at arbejde for forandringer, men der er mange forhindringer.

- Indien lider under en meget gammel og dyb diskrimination af kvinder, som selv et generelt højere uddannelsesniveau får svært ved at rokke ved, siger han til Ritzau.

Når den aktuelle sag har skabt så stor vrede, hænger det ifølge Stig Toft Madsen blandt andet sammen med, at de seks mænd, der voldtog og mishandlede den 23-årige til døde, kom fra mange forskellige kaster.

- Det forekommer, at mænd fra en højere kaste voldtager flere kvinder fra en lavere kaste i en landsby. I de tilfælde vil reaktionerne også være farvet af folks kasterelationer.

- Men denne her sag er ikke farvet af noget med kaste eller religion. Den handler om, hvordan mænd - ikke mindst mænd i grupper - generelt behandler kvinder i det offentlige rum, siger Stig Toft Madsen.

Den diskussion er ifølge ham blevet aktualiseret af, at kvinderne i Indien gennem de senere år er blevet mere synlige i det offentlige rum, fordi flere kvinder får en uddannelse og flere kvinder går på arbejde.

- Hvis man skal se optimistisk på det, så kunne denne her sag måske fremme en generel diskussion om mænds adfærd overfor kvinder i det offentlige rum, som ikke er farvet af kastemæssige interesser, siger Stig Toft Madsen.

Men under alle omstændigheder vil forandringerne tage tid, mener han.

- Diskriminationen af kvinder betyder, at familierne sorterer pigebørnene fra. Derfor er et stort antal mænd, som ikke kan finde en kæreste især i de store byer.

- Kombinationen af seksuelt frustrerede mænd og gamle indgroede mønstre for, hvordan mænd og kvinder må opfører sig i det offentlige rum, er en uheldig kombination, siger Stig Toft Madsen.

I dag er det i overvejende grad ikke socialt accepteret, at mænd og kvinder viser deres følelser for hinanden i det offentlige rum, og det er ifølge Stig Toft Madsen formentlig også det, som voldtægtsmændene har brugt som en anledning til at overfalde det par, som efter voldtægten af kvinden blev smidt af bussen.

- Hvis der skal komme en revolution ud af det her, så skal det være en seksuel revolution, hvor inderne ændrer deres holdning til, hvordan man må færdes i det offentlige rum. Det er ikke nok at stramme lovgivningen, siger han.

Nyhedstjenesten TrustLaw rangerede tidligere i år Indien som det allerværste af alle G20-landene at være kvinde i. I opgørelsen kommer Indien på sidstepladsen efter Saudi-Arabien og Indonesien.

/ritzau/