Det bliver ikke overraskende især græske, spanske og italienske banker, der bliver omfattet af den aftale om rekapitalisering af bankerne, der onsdag blev forhandlet på plads på de 27 EU-landes topmøde i Bruxelles.
Bankaftalen hænger nøje sammen med de øvrige dele af den euroredningspakke, der endnu natten til torsdag var til forhandling. Men den europæiske bankmyndighed, EBA, har allerede regnet ud, hvad aftalen vil betyde, hvis den bliver gennemført.
De største og vigtigste europæiske banker skal ifølge EBA's skøn tilsammen skaffe lidt over 106 milliarder euro for at leve op til det nye krav om at have en buffer af såkaldt kernekapital på ni procent.
Alene Grækenland tegner sig for 30 milliarder, Spanien 26 og Italien 14 milliarder euro. De næste lande på listen er Portugal og Frankrig. Danmark står som nummer 13 med et relativt beskedent kapitalbehov på 47 millioner euro.
Det nye krav bliver indført for at sikre, at europæiske banker er bedre polstret end hidtil over for tab på græske statsgældsbeviser. Rekapitaliseringen skal være afsluttet ved udgangen af juni næste år.
Det fremgår af EU-landenes aftale, at bankerne i første omgang selv skal prøve at finde pengene, enten hos private investorer eller ved at omstrukturere deres gæld.
Hvis ikke de kan det, kan de søge hjælp hos deres respektive regeringer.
Kun hvis statskassen heller ikke kan hjælpe, skal bankerne kunne søge penge i eurolandenes redningsfond, ESFS. Det behov ventes at være mest markant i de samme lande, som har de største behov.
EBA's liste over kapitalbehovet er foreløbig. Hvis de øvrige dele af redningsplanen falder på plads, venter bankmyndigheden i løbet af november at offentliggøre en ny og mere præcis opgørelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde