Supermagter mangler Den Kolde Krigs bagdørs-kanaler til at løse kriser

I gamle dage var den røde telefon kendt i offentligheden som sidste værn mod ragnarok.

En direkte linje mellem Kreml og Det Hvide Hus, som den amerikanske eller sovjetiske leder kunne bruge, hvis der for eksempel ved en fejl var afsendt et missil.

Den røde telefon, en populær betegnelse for direkte kommunikationsforbindelser, kunne redde verden fra atomkrig ved et uheld.

Der var imidlertid langt flere kanaler end "den røde linje".

Der var for eksempel også forhandlinger om nedrustning. De var med til at skabe det, som Storbritanniens nationale sikkerhedsrådgiver, sir Stephen Lovegrove, kalder bagdørs-kanaler.

Forbindelser, hvor diplomater fra de to sider skar igennem formelle benspænd og talte sammen.

Det har ændret sig, og nu er verden blevet et farligere sted.

Sådan lyder det advarende fra Lovegrove.

I en tale hos tænketanken Center for Strategic and International Studies i Washington D.C. siger han rent ud, at risikoen for, at vi ved fejl og uheld tumler ind i en krig mellem supermagterne, er øget, fordi der er færre bagdørs-kanaler.

Der er mindre kommunikation mellem USA og Kina og mellem USA og Rusland.

- Den Kolde Krigs to monopolistiske blokke USSR (Sovjetunionen, red.) og Nato - selv om det ikke var uden alarmerende bump - kunne finde en fælles forståelse af doktriner, som er fraværende i dag, siger han.

- Doktriner, som er uigennemsigtige i Moskva og Beijing for slet ikke at tale om i Pyongyang og Teheran.

De fire byer er hovedstæderne i Rusland, Kina, Nordkorea og Iran.

- Under Den Kolde Krig nød vi godt af forhandlinger og dialoger, som forbedrede vor forståelse for sovjetiske doktriner og kapaciteter og omvendt. Det gav os begge et højt niveau af tillid til, at vi ikke ville vandre ind i en atomkrig ved en fejl.

Lovegrove tilføjer, at der i dag ikke er samme fundament mellem supermagterne. Og, påpeger han, specielt ikke når det gælder Kina.

Den 55-årige nationale sikkerhedsrådgiver mener, at der er brug for "gelændere". Noget at holde fast i.

- Politikere er blevet rådet til at lære at navigere i mangel på orden. Det er delvist et godt råd. Men det er vigtigt at bygge nogle gelændere til at styre vor tænkning, mens vi forbereder os på det komplekse landskab, der venter forude.

Han minder om, at der i 1950'erne og 1960'erne også var farligt og ukendt terræn.

- Truslen fra atomvåben havde skabt et spændingsfelt mellem "styrke" og "stabilitet".

- "Styrke" var fart, initiativ og overraskelsen til at garantere sikkerhed. "Stabilitet" var, at ingen ville opnå noget ved at angribe først, siger han.

Og det var på den baggrund, at akademikere og politikere udviklede konceptet om strategisk stabilitet ved afskrækkelse:

Angriber jeg min fjende, bliver fjenden smadret. Men det gør jeg også.

Verden er en anden nu. Mere kompleks. Der er mange forskellige nye våbentyper, som er spredt på mange flere lande.

Det gælder ikke bare atomvåben.

Det gælder også krydsermissiler, cybervåben, droner.

Så der skal sættes en ny proces i gang, mener Lovegrove. Det er det, han kalder integreret våbenkontrol, som dækker mange våbentyper og lande.

Det er et langt træk, og han påpeger, at forhandlinger kun er én side af mønten. Den anden side er afskrækkelse, som vi skal tilpasse den nuværende sikkerhedssituation.

Men det hele er muligt.

- Efter Anden Verdenskrig havde verden ingen skabelon til at håndtere atombombens ødelæggende kraft. Så vi skabte et nyt samarbejde, siger han.

- Det tog år, men det var muligt. Og det blev gjort. Og det var muligt trods fjendskabet under Den Kolde Krig.

/ritzau/