Vesten prøver igen at trumfe en tostatsløsning i Mellemøsten igennem

Når bølgerne går højt, og blodet flyder mellem israelere og palæstinensere, udstilles den internationale afmagt i den ældgamle konflikt.

Som i øjeblikket, hvor der er krig i Gaza. Det har fået vestlige ledere til igen at trække forslaget om en tostatsløsning af stalden.

Det er forsøgt før af ledere, der nu er på pension.

Og også længere tilbage af ledere, der ikke er her mere.

Mange mellemøstkendere mener, at en løsning med en palæstinensisk stat side om side med Israel er den eneste løsning, hvis konflikten skal løses.

Læs her om historien bag en tostatsløsning:

* Hvor kommer tanken om to stater fra?

Den kommer fra FN i 1947. Jøder var i årtier flygtet til det daværende britiske Palæstina-mandat fra Rusland og Europa på grund af forfølgelser.

Der kom stadig flere blodsudgydelser mellem jøder og arabere i området, og briterne besluttede at opgive Palæstina-mandatet.

I 1947 vedtog det nyoprettede FN en delingsplan. En del af mandatet, der omfattede det nuværende Israel og Vestbredden, skulle være for den gruppe, der blev kaldt Palæstina-jøder. En anden del for Palæstina-arabere.

* Så er der jo en plan?

Ikke rigtig mere. Den 14. maj, da briterne rejste hjem, udråbte jøderne Israel. Palæstinenserne udråbte ikke en stat. De arabiske nabolande gik til angreb på den nye stat.

Omkring 700.000 jøder flygtede fra de arabiske lande til Israel. Omkring 750.000 palæstinensere flygtede fra Israel. Det palæstinensiske flygtningeproblem begyndte.

Krigen sluttede med en våbenhvile i 1949. Da kontrollerede Israel 77 procent af Palæstina-mandatet. Jordan havde erobret Vestbredden og Østjerusalem og annekterede områderne.

I krigen i 1967 erobrede Israel Vestbredden og Østjerusalem. Der kom flere palæstinensiske flygtninge, og der var stadig ingen stat til palæstinenserne.

* Har der ikke været forhandlinger om en palæstinensisk stat?

Ikke direkte forhandlinger, men den såkaldte Oslo-proces, som begyndte med selvstyreaftalerne fra 1993, er nok det nærmeste.

I aftalen anerkender Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) Israels ret til at eksistere.

De to parter forhandler i grupper om en række problemer som flygtninge, vand, Jerusalems status.

Aftalen siger, at parterne inden 1999 skal have en permanent løsning på deres strid.

Moderate palæstinensere og israelere og internationale mæglere sigtede efter en palæstinensisk stat på Vestbredden, Gaza og med Østjerusalem som hovedstad.

* Hvad gik galt?

Yderligtgående kredse på begge sider accepterer ikke en tostatsløsning. For eksempel accepterer Hamas ikke Israel.

Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, blev valgt første gang i 1996 på et valgløfte om at afslutte Oslo-processen.

En militant jøde myrdede i 1995 Israels daværende premierminister, Yitzhak Rabin, for at standse processen.

Militante palæstinensere sprængte selvmordsbomber i Israel for at køre processen af sporet.

* Er udsigten bedre nu?

Der er stadig radikale kræfter. Reuters påpeger også, at Israel godt nok trak sine bosættere ud af Gaza i 2005, men der er kommet flere bosættere på Vestbredden.

Ifølge Reuters er der nu 693.000 israelske bosættere i Østjerusalem og på Vestbredden. De fleste vil ikke opgive deres hjem.

I 1993 var der 250.000.

* Er der et alternativ til tostatsløsningen?

Der er også blevet talt om en enstatsløsning. At palæstinensere bliver statsborgere i et Israel, som også omfatter Vestbredden.

Kritikere påpeger ifølge Reuters, at det aldrig vil ske. Flere palæstinensiske grupper vil ikke være israelere. Israel vil ikke risikere, at jøder kommer i mindretal.

/ritzau/