Berlin er i øjeblikket rammen om filmoptagelser til Stauffenberg-filmen ?Walküre? med Tom Cruise i hovedrollen. Operation ?Walküre? var kodenavnet for attentatet på Adolf Hitler 20. juli 1944.
Flere strategisk vigtige lokaliteter fra begivenhederne dengang undgik ødelæggelse under den britisk/amerikanske bomberegn og russernes efterfølgende indtagelse af byen i 1945, og kan i dag ses i deres oprindelige skikkelse. Det gælder blandt andet Bendlerblock, hvor de sammensvorne havde deres hovedkvarter, og Hermann Görings Reichsluftfahrtministerium i Wilhelmstrasse.
De amerikanske filmproducenter ville gerne bruge Bendlerblock til filmoptagelserne. Mere autentisk kunne det dårligt blive, men man fik nej. Hovedrolleindehaveren Tom Cruises tilhørsforhold til Scientology-bevægelsen er ikke populær, hverken hos Stauffenbergs søn eller forsvarsminister Jung. Derfor nej.
En anden holdning har finansminister Steinbrück. Derfor er finansministeriets bygninger - under krigen Reichsluftfahrtministeriet - en autentisk location. Der skulle bare opstilles et par ørne og ophænges nogle hagekorsflag.
Forspil og planlægning
Allerede i 1938 fødtes i snævre officerskredse tanker om at rydde Hitler af vejen. General Friedrich Olbricht var den ledende kraft. Efter angrebet på Rusland i 1941 sluttede Oberst Claus Schenk Graf Von Stauffenberg sig til gruppen. Han havde med egne øjne set hvor bestialsk russerne blev behandlet, og blev selv klar over, at Hitlers vej var forbryderisk. Han måtte stoppes.
Stauffenberg var efterfølgende blevet hårdt såret under kampene i Nordafrika, og var efter rekonvalescens blevet placeret i en stabsstilling i Bendlerblock, en stor femetagers bygning midt i Berlin. Her husedes dele af den tyske overkommando, og herfra begyndte han og flere og flere ligesindede, en detaljeret planlægning, der ikke bare omfattede et attentat, men også tiden derefter. Den allerede tabte krig skulle afsluttes og en national tysk katastrofe skulle forhindres.
Desuden skulle det gøres klart for omverdenen, at der også fandtes et andet Tyskland end det nazistiske. Detaljerne i en ny regering blev også fastlagt, og der var sat navne på alle vigtige poster.
Stauffenberg ville selv udføre attentatet, der skulle finde sted i Hitlers hovedkvarter Wolfschanze (ulveskanse), der lå ved Rastenburg i Østpreussen. Dette var ikke uden betænkeligheder. Dels var han nøglepersonen, og ville dårligt kunne undværes i de sammensvornes hovedkvarter i Bendlerblock, dels var han fortsat handicappet. Foruden at have mistet et øje manglede han højre hånd og flere fingre på venstre. Han havde imidlertid via sit stabsarbejde direkte adgang til Hitler, og det gjorde udslaget.
Attentatet
Den 20. juli skulle der holdes en konference i Wolfschanze.
Her skulle blandt andet Stauffenberg aflægge en rapport, og man valgte at slå til denne dag. Stauffenberg og hans adjudant Werner von Haeften fløj om morgenen fra Berlin til Østpreussen, en cirka tre timers flyvetur. I deres mapper havde de hver en bombe på knapt et kilo.
Under påskud af at ville friskes lidt op og skifte skjorte fik Stauffenberg og Haeften adgang til et omklædningsrum. Her klemte Stauffenberg syreampullen i den ene bombe med en lille tang, der var specialformet til hans kvæstede hånd. De blev imidlertid forstyrret af en adjudant, der kaldte Stauffenberg ind til mødet straks. Derfor blev den anden bombe ikke armeret, og hvad værre var, den uarmerede bombe forblev tilbage i Haeftens mappe.
Konferencen var i fuld gang, da Stauffenberg trådte ind i mødelokalet. Hitler, hans stabschefer Keitel og Jodl og andre, stod bøjet over det kraftige kortbord, ivrigt diskuterende. Der var derfor ingen, der tog anstød af, at Stauffenberg stillede sin mappe under kortbordet ved Hitler og gik ud igen, idet han oplyste, at han måtte foretage et vigtigt telefonopkald. Én eller anden må have ment, at mappen stod i vejen, for den blev skubbet ind på den anden side af et kraftigt bordben.
Stauffenberg og Haeften var kommet cirka 200 meter væk fra konferencebygningen da bomben detonerede. De var overbevist om, at Hitler var død og havde held til i bil og med en løjtnant ved rattet at bluffe dig gennem de strengt bevogtede sikkerhedszoner.
Man var på stedet vant til eksplosioner i forbindelse med byggearbejde, og inden man rigtig fandt ud af, hvad der var sket, var bilen væk.
Undervejs til flyvepladsen blev den uarmerede bombe smidt ud af bilen. Stauffenbergs fly lettede mod Berlin klokken 13.15.
Efterspillet
Tilbage i konferencebygningen var alting kortvarigt kaos. Fem mødedeltagere var dødeligt såret og adskillige var mere eller mindre kvæstede. Hitler selv var imidlertid kun let såret og kom hurtigt til sig selv.
Han var straks klar over, at der havde været tale om et attentatforsøg og meddelte ude af sig selv, at de skyldige skulle fanges og hænges som slagtekvæg.
I Bendlerblock i Berlin indløb hurtigt nyheden om attentatet, men snart efter også meddelelsen om, at Hitler have overlevet. Det sidste var man dog usikre på, men i den spændte situation fik man ikke sat de ting i gang, der var planlagt, og kostbar tid gik tabt.
Det var meningen at Berlins bykommandant skulle besætte strategisk beliggende nøglepositioner i byen, men i takt med flere og mere og mere bestyrkede meddelelser om, at Hitler havde overlevet, mistede flere og flere af de sammensvorne modet. Da Stauffenberg ankom til Bendlerblock blev der gjort nye kraftige forsøg på at vinde stemningen, men forgæves.
Samtidig var en beslutsom propagandaminister Goebbels andetsteds gået effektivt i aktion. Både han og SS-major Otto Remar havde haft Hitler i telefonen, og Remar havde fået overdraget ansvaret for Berlins sikkerhed. Bendlerblock var hurtigt blevet identificeret som hovedkvarteret for sammensværgelsen og SS-styrker rykkede frem.
Konsekvensen
I denne situation måtte de sammensvorne erkende at spillet var tabt. De blev arresteret af general Fromm, der også havde sit kontor på stedet, og ikke var helt ubekendt med planerne, men som nu viste handlekraft med modsat fortegn og beordrede de skyldige henrettet øjeblikkelig.
Således blev von Stauffenberg, von Haeften, Olbricht og von Quirnheim sent om aftenen ført ned i gården og skudt af en hastigt opstillet henrettelsespeleton.
Fromm blev selv kort efter anklaget for meddelagtighed og efterfølgende dømt og henrettet.
I kølvandet på begivenhederne blev operation ?Gewitter? sat i gang. En sand flodbølge af arrestationer skyllede gennem landet. De anklagede blev udsat for en farceagtig skueproces under ledelse af den berygtede nazidommer Roland Freisler, og dødsdommene faldt som haglbyger, og Hitler fik sit ønske opfyldt: De dømte blev hængt som slagtekvæg. Dette skete i fængslet Plötzensee i Berlin.
På en tværbjælke var monteret en otte kødkroge. De ulykkelige fik en løkke af ståltråd (ikke klavertråd som det ofte beskrives) og blev løftet op på krogen og døde ved langsom kvælning. I alt 89 blev dømt og henrettet på den måde
Ikke nok med at mere eller mindre involverede blev dømt. Også deres familier blev forfulgt via de berygtede sippenhaft-love, der gik ud på at forfølge og dømme helt uskyldige familiemedlemmer til de anklagede.
Tysklands mest populære general, Erwin Rommel mødte også sin skæbne. Han var ikke direkte involveret i attentatet, men kendte til planerne.
Han fik valget mellem selvmord og en efterfølgende heltebegravelse eller at blive stillet for folkedomstolen.
Mest bekvemt og til stor lettelse for nazistyret valgte han det første, og Hitler sendte en stor krans til begravelsen og Rommels hustru og søn gjorde gode miner til slet spil. Sønnen Manfred blev senere borgmester i Stuttgart.
Rommel havde ikke været direkte imod Hitler, men havde tanker om at søge at overtale ham til en separat fred med briterne og amerikanerne for efterfølgende at gøre fælles front mod russerne.
Efterskrift
Et spil af tilfældigheder reddede Hitlers liv. Det skærmende bordben, den tykke bordplade, de åbne vinduer og konferencelokalets lette konstruktion. Og ikke mindst:
Var begge bomber eksploderet, ville ingen i lokalet have overlevet.
Hvad var der i grunden sket, hvis attentatet var lykkedes? Ville man så virkelig have kunnet få de allierede til at forhandle? Dette er højest tvivlsomt. Tysklands skæbne var jo allerede fastlagt. Betingelsesløs kapitulation var det ufravigelige fælles krav.
Der ville måske være blevet stof til en ny ?dolkestødslegende? ligesom efter 1. verdenskrig, og den førte jo ikke ligefrem noget godt med sig.
Efter krigen var meningerne i Tyskland om Stauffenberg og hans fæller delte. I visse officerskredse af den gamle skole gik han for at være en forræder. Havde han måske ikke som officer brudt sin soldatered til Hitler?
I dag fremstår Stauffenberg som én af de få, der turde gøre noget mod et forbryderisk regime.
Bendlerblock huser i dag en permanent og meget seværdig udstilling om Deutscher Widerstand med gratis adgang. Stauffenberg-attentatet var jo ikke det eneste anslagsforsøg mod Hitler. Ikke så få andre havde også forsøgt mere eller mindre seriøst, men Stauffenberg og hans fæller var de eneste, der også tænkte på tiden bagefter.
Også det uhyggelige henrettelseshus i forbindelse med Plötzensee-fængslet kan besøges.
Huset står stort set som dengang. Man ser tværbjælken med kødkrogene og der hersker en knugende stemning. Henrettelserne her fortsatte lige til krigsafslutningen.
Filmoptagelser på hjørnet Wilhelmstrasse/Leipziger strasse. Görings Reichsluftfahrtministerie med genopsatte ørne og hagekorsflag danner baggrunden. Privatfoto
Instruktøren stopper scenen. Om igen. Fodgænger-statisterne og bilerne må returnere til deres startsted. Privatfoto
Fortid og nutid. Gamle Mercedes-Benz lastbiler og den røde Daimler-Benz bygning på Potsdamer Platz. Privatfoto
Niels Thal Jensen
redaktion@folketidende.dk
