Folketidendes Jørgen Jakobsen mindes i denne her klumme sine første efterårsferier.
Efterårsferie hedder det nu om stunder, men i min barndom på den jyske hede hed det kartoffelferie. Årsagen var ligetil: De kilometerlange kartoffelrækker, der stod solidt plantet i de pauvre midtjyske sandmarker skulle høstes. Og i de tider var der stor set ikke andre end skolebørnene til at gøre det.
Ingen børn blev tvunget til at deltage, men de fleste gjorde det. Dengang i 50?erne var det småt med midler, og mit hjem var ingen undtagelse. Vi var seks børn, som slet ikke kendte begrebet lommepenge. Så hvis vi ville i biografen, så måtte vi selv tjene pengene til det. Og vi var endda heldige. For far var formand for den lokale afdeling af Dansk Arbejdsmands Forbund. Og han kendte til ret og rimelighed. Hvis vi tjente pengene, så var de også vores. Mange af mine kammerater, der også arbejdede i kartoflerne i efterårsferien, måtte pænt aflevere deres surt erhvervede skillinger hjemme for at bidrage til familiens underhold.
Og surt tjent var de småpenge, der kunne hentes i kartoffelmarkerne. Jeg var kun en bette knægt på syv år, første gang jeg deltog i kartoffelhøsten. Det var hos en lokal bonde (sådan hed den dengang, før de blev landmænd). Han var formand for indremission og lokal lægprædikant. Hans næstekærlighed blev udmøntet i, at han tilbød os to kroner om dagen for 10 timers arbejde i kartoffelmarken. Andre bønder var lidt mere rundhåndede, men jeg havde endnu ikke lært, hvor de gode steder var at søge arbejde.
Lidt spændt var man jo den første morgen, hvor man skulle ud at tjene penge for første gang. Mor var stået tidligt op og havde lavet en solid gryde havregrød til morgenmad - og hun havde også smurt tre rundtenommer med leverpostej og spegepølse. Under mine højlydte protester forlangte hun så, at jeg skulle iføre mig lange uldne underbukser, som min bedstemor havde syet, og uden på den yderligere hele to par bukser. Jeg skulle også have to par uldne sokker på, så jeg næsten ikke kunne være i mine gummistøvler. På overkroppen blev jeg iført undertrøje, skjorte, ulden trøje og en vinterjakke. Den elegante påklædning blev rundet af med et et halstørklæde, strikhue og hjemmestrikkede fingervanter.
Så gik turen ellers på cykel sammen med et par kammerater ud til prædikanten. Vi kom præcis til tiden, klokken otte. Det var en mørk og kold dag, men vores arbejdsgiver havde allerede været igang, da vi kom. Med sin lille Ferguson-traktor havde han pløjet kartoflerne op, så de nu lå i det gråsorte, kolde sand og ventede på at blive samlet op.
Det var vores job.
Bonden havde med passende afstand smidt tomme kartoffelkasser ned langs de uendelige kartoffelrækker. Og nu var det så bare ned på knæene. Vi kravlede afsted med hver sin kartoffelkasse, som vi trak mellem rækkerne, mens vi fyldte den med de oppløjede kartofter. Jeg havde ikke kravlet i mange minutter, før jeg blev glad for min mors insisteren på, at jeg skulle være godt klædt på. Den fugtige jord var kold, og der gik ikke mange minutter, før min vanter var sorte og våde hele vejen igennem. Efter en halv time frøs jeg så meget på fingrene, at de var helt følelsesløse. Jeg prøvede at skjule, at jeg græd af kulde, men heldigvis opdagede jeg, at mine kammerater havde det på samme måde. Det varmede da en lille smule.
Klokken 10 kom bondens kone ud på marken med skoldhed kaffe. Jeg drak ellers ikke kaffe, men jeg fik lært det denne første dag i min første kartoffelferie. Jeg kan næsten mærke endnu, hvor livgivende det var at sidde der i sandet og først varme fingrene på den brandvarme kop og siden lade kaffen give varme til en bundfrossen krop. Det gav sammen med en rundtenom med leverpostej energi til at fortsætte til middag. Dengang i 1950?erne holdt man nemlig middag ved middagstid. Frokosten var ikke opfundet ude på heden.
Gennemfrosne og sultne var vi blevet igen, da prædikanten kaldte til middag. Vi nærmest stormede afsted op mod gården for at komme ind og få noget varme. Vi blev bænket i køkkenet allesammen (8-10 drenge og piger). Bondekonen havde allerede øst suppe op i tallerknerne, da vi kom ind. Jeg kastede mig straks over grønkålssuppen, selv om jeg faktisk ikke kunne lide grønkålssuppe. Men jeg blev hurtigt stoppet af et solidt skinnebensspark fra en af de lidt ældre drenge i kartoffelsjakket.
Prædikanten satte sig tungt ved bordet og foldede hænderne: - I Jesu navn går vi til bords, messede han højt den gamle bordbøn - og først, da han var færdig, måtte vi kaste os over den varme suppe. Siden fulgte en stor portion kartofler med brun sovs og to små frikadeller til hver. Men mætte blev vi. Og varme nok til, at vi kunne genoptage arbejdet i marken.
Midt på eftermiddagen dukkede bondekonen igen op med livgivende kaffe, så vi fik varme nok til at kunne klare os til klokken 18, hvor det efterhånden også var ved at være for mørkt til, at vi kunne se alle kartoflerne.
Så cyklede vi hjem, hvor det fugtige gennemsorte tøj straks blev taget af for at blive vasket. Det blev hængt til tørre omkring komfuret i køkkenet, så det kunne være klart til næste morgen, hvor mareridtet i kartoffelmarken gentog sig.
Jeg sluttede arbejdet i kartoffelmarken lørdag aften. Hos prædikanten holdt man nemlig hviledagen i hu og arbejdede ikke om søndagen. Jeg fik også mine 12 kroner. De seks blev gemt til julegaver til mine søskende. De to skyldte jeg til den lokale købmand, der gerne oprettede en lakridskonto for selv helt små børn op til kartoffelferien, og de sidste fire blev gemt til kommende forestillinger i rejsebiografen, der af og til lagde vejen forbi vores landsby.
Året efter fandt jeg et sted, hvor jeg fik lidt mere i løn, men arbejdet var stadig lige hårdt, lige koldt, lige snavset og lige så nødvendigt. Min lakridskonto var nemlig vokset til tre kroner.
Kun et par år senere kom de første kartoffeloptagere, og det gjorde kartoffelferien lidt sjovere. Nu blev jeg istedet som 10-årig traktorfører med ret til at køre sig selv over. Men det er en helt anden historie.
Når jeg tænker tilbage på min første kartoffelferie, ser jeg stadig en lille dreng, der fryser, så tårerne triller ned i den gråsorte kartoffelsand på heden.
