Et hjem med tysk julekage på bordet

Den tyske julekage Stollen er på fadet, lun havtornesaft i glasset og julepynt i vinduet i huset på Skovvej i Sakskøbing. Nicole Søby byder inden for.

Hun er født og opvokset i Østtyskland, hvor julens traditioner på flere måder var anderledes end den måde, som de fleste danskere fejrer højtiden på.

- Den væsentligste forskel var - og er stadig - at vi henlægger den helt store julemiddag til 25. december. Det giver os mere tid til at pakke gaver op den 24. december, hvor vi så spiser et hurtigt og nemt måltid - det kan være frikadeller og kold kartoffelsalat. Det skulle min mand Henrik lige vænne sig til i begyndelsen. Derudover var der heller ikke helt så mange gaver dengang, og julepynten var også noget, man samlede sammen over årene, når man så det i en butik eller på et marked - og så passede man godt på det. Til gengæld var der julemad nok - ænder, fisk og den slags - men altså først den 25. december, fortæller 36-årige Nicole Søby.

Hun er født og opvokset på øen Hiddensee lige vest for Rügen i en tid, hvor den kolde krig stadig var kølig - og vesten var noget, man kunne fornemme på en klar dag, når Møns Klint kunne anes i horisonten 70 kilometer væk.

- På Hiddensee boede der dengang omkring 1.300 mennesker, og øen var og er i øvrigt stadig bil-fri. Så det var et stille og roligt fiskersamfund, hvor DDR-styret ikke brugte meget tid på at udbrede dets politik. Mange af de små samfund ude i provinsen passede næsten sig selv i DDR-tiden. Men selvfølgelig var vi bevidste om, at der var en adskillelse mod vesten - men vi var opdraget til at synes, at det var mest synd for dem i vesten, at de ikke fik del i vores glæder, siger Nicole Søby.

Hun husker sin barndom som ubekymret, glad og med god tid til at lege i naturen og være sammen med vennerne.

- Jeg husker min opvækst som præget af en tid, hvor man tog sig af hinanden. Der var ingen, som fik lov til at falde igennem - på den anden side var der heller ingen, som fik lov til at rage for meget op og fylde mere end andre. Det lå ligesom i det system. Som barn føltes det naturligt, at det var på den måde. Efterfølgende kan man sagtens nuancere tingene og sætte spørgsmålstegn ved mange ting, siger Nicole Søby.

Til daglig blev hun og vennerne mest mindet om DDR-styret, når de legede på stranden og så vagterne, der gik og holdt øje med, at ingen tog flugten ud i Østersøen.

- Jeg kan ikke mindes, at nogen har prøvet at flygte fra Hiddensee, men igen skyldes det måske, at det var en lille ø, hvor næsten alle kendte alle. Senere har jeg læst og hørt om de mange flugter via Østersøen, men før Murens fald var det ukendt for os, siger hun.

Selve Murens fald og Østtysklands kollaps 9. november 1989 husker hun ganske tydeligt.

- Jeg var 16 år og sad sammen med en gruppe medstuderende på gymnasiet på Rügen, hvor jeg boede, mens jeg studerede. Vi så på tv de fantastiske billeder fra Berlin. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Og der gik nogle dage, før jeg for alvor forstod, hvad der var sket - og før vi troede på, at Muren ikke ville genopstå. Og så gik det også stærkt. Pludselig forsvandt nogle af lærerne på gymnasiet. Det var dem, der havde arbejdet for Stasi - det hemmelige politi. I det hele taget var der et barskt opgør efter Murens fald. Det var svært at forstå, at nogle, man kendte, havde haft et dobbelt-liv og været meddelere for Stasi. Nogle havde sikkert troet på, at det var det rette, andre havde været tvunget til det. Det var hårdt at se, fortæller Nicole Søby.

Sammen med sin familie tog hun 14 dage efter Murens fald til Berlin for at opleve de historiske begivenheder på nærmeste hold.

- Det var en lang togtur fra Hiddensee til Berlin, men den tur tog man jo gerne dengang. Og jeg husker tydeligt, at vi kom til Vestberlin og hævede vores 100 d-mark, som DDR-borgerne fik lige efter Murens fald - og gik ud og shoppede. Det var en bevægende oplevelse - og der var sort af mennesker alle steder, mindes Nicole Søby.

De nye tider kom hurtigt - også på Hiddensee hvor nogle pludselig havde rigtig meget, andre slet ingenting.

Nicole rejste til Leipzig og studerede biologi på Universitet, inden hun et par år senere rejste til New Zealand med en rygsæk på ryggen.

Derefter vendte hun hjem til Hiddensee og arbejdede som servitrice på en af de mange restaurationer, der blomstrer op på øen om sommeren.

En dag kom danske Henrik Søby over til øen og gik ind på Nicoles café. Parret faldt i snak, flyttede sammen, rejste til Danmark, har drevet hotel sammen, har nu tre børn - og så videre...

- Henrik er fra Jylland, og jeg er fra Hiddensee, og Sakskøbing ligger stort set midt imellem. Så det passer os fint at bo her. Der er lige langt til begge bedsteforældre-par.