Film følger velkendt opskrift

Så kom den: Årets obligatoriske højtidsfilm!
”New Year’s Eve” følger den samme opskrift, som vi kender fra for eksempel ”Love Actually” og ”Valentine’s Day”: En række kendte skuespillere. Én by. Og alt det der følger med af romantik, grin og gråd op til den store årlige begivenhed – i dette tilfælde nytårsaften.

Festlighederne på Times Square i New York City danner den centrale ramme om handlingen i ”New Year’s Eve”. I hvert fald har stedet betydning på den ene eller anden måde i de forskellige minihistorier, som filmen er bygget op af.

De små historier er vidt forskellige. Der er for eksempel de to gravide par, der kæmper om at føde det nye års første baby og vinde 25.000 dollars. Den forsigtige kontormus der hyrer et cykelbud til at hjælpe sig med at opfylde mange års uindfriede nytårsforsætter. Og rockstjernen der forsøger at vinde sin tabte kærlighed tilbage. Masser af forskellige menneskeskæbner, som vi får serveret på én gang og følger i de hektiske timer af årets sidste dag.

Filmen følger et meget forudsigeligt mønster og er altså ikke nyskabende på nogen måde. Men det virker heller ikke som om, at det er missionen. Det er en rendyrket feel-good film. Vi forventer simpelthen, at det hele ender godt til sidst. Og her skuffer filmen os ikke.

Det, filmen lider lidt under, er, at der er forholdsvis mange personer at holde styr på. Vi kommer aldrig rigtigt ind under huden på nogen af dem, fordi de alle sammen skal presses ind i den næsten to timer lange film.

Første del af filmen, hvor vi præsenteres for filmens forskellige personer, kører ret langsomt. Men når først vi kender personernes historie, glider det hele lidt lettere. Så selvom filmen ligger i den tunge ende i forhold til tidsforbrug, så føles den ikke uoverkommelig lang.

De medvirkende i filmen spiller deres roller fint, men heller ikke mere end det. Men det må også være svært at brænde rigtigt igennem, når der er så mange, der skal deles om spilletiden.

Filmen har sine sjove, sørgelige og eftertænksomme øjeblikke. Men alt i alt efterlader den ikke det store indtryk. Den er, hvad den er, og det er en julefilm, der er sat i verden for at varme os om hjertet.

Så har du brug for at slappe af oven på juleindkøbene, kan du med fordel gå ind og se ”New Year’s Eve”. Filmen underholder uden at kræve det store fra sine tilskuere, og specielt fraklippene og Zac Efron der byder Michelle Pfeiffer op til dans til sidst i filmen, gør det svært at forlade biografsalen uden bare et lille smil på læben.