Fra inkaernes spisekammer

Der er noget vidunderligt godmodigt og hyggeligt over et par marsvin, der rumsterer rundt i et godt bur i et børneværelse. Yt-yt-yt, grynter de, mens de hygger sig med en tot hø eller en gulerod - eller et stykke brød. Marsvinet er et dejligt kæledyr for børn.

Men det er med marsvin som med alle andre kæledyr, at man ikke skal give dem til børn, med mindre man er indstillet på at give en hånd med, når dyret skal passes og plejes.

Man kan ikke overdrage ansvaret for levende væsener til små børn. Og marsvinet skal passes omhyggeligt, hvis dyret skal være til glæde. Der skal eksempelvis gøres rent i buret ret så hyppigt. Gør man det, er det et skønt dyr at optage i familien.

Marsvinet er en gnaver. Men det er meget forståeligt, at vi kalder det ?svin?, for der er noget grisebasse over det. Bortset fra den lækre pels, der hos sunde, velplejede dyr er blank og dufter godt. Og dejlig at røre ved. Marsvinet tøffer rundt som en bedre dværggris og smågrynter af velvære, når alt er i orden.

Marsvinet stammer fra Sydamerika, hvor det fortsat lever i vild tilstand. Det vilde marsvin er mere langbenet og slankere end de tammarsvin, vi kender.

Dyret kom til Europa allerede i slutningen af 1500-tallet. Spanske og hollandske søfolk så dyret i Sydamerika og bragte det med til Europa. Til gengæld fik dyret aldrig den rolle, som det i høj grad havde i Sydamerika: Det blev aldrig til mad!

Det var inkaerne, der først begyndte at holde marsvin i fangenskab. Men inkaerne opdrættede ikke dyret for hyggens skyld. De betragtede marsvin som mad. Dyret formerer sig effektivt. Det lever udelukkende af vegetabilsk føde og kan derfor omsætte græs, urter, planter, rødder osv. til kød - til proteinføde for mennesker.

Det var inkaernes baggrund for det ret omfattende marsvineopdræt. Det er en historie, man godt kan fortælle ungerne, når marsvinet gumler hø i buret. Men understreg nu klart og tydeligt, at det ikke er meningen at sætte marsvin på bordet til næste børnefødselsdag!

Når man køber marsvin, skal man tage sig i agt på et enkelt område. Marsvin kan godt lide lidt selskab. Så to dyr har det bedre end et. Men køb endelig to hunner. To voksne hanner kommer op at slås - og et dyr af hvert køn kan kun anbefales, hvis man er indstillet på at få mange marsvin? For ungerne bliver kønsmodne, når de er halvanden til to måneder gamle ?

Og når De så køber to hunmarsvin, så få dyrehandleren til at garantere, at der dels er tale om to hunner - og at de IKKE har gået i et bur med en han. Det sidste bør De være meget opmærksom på. Dyrehandleren skal løfte højre hånd og sværge. Og vigtigere: Love at overtage alle de unger, der dukker op, hvis han har taget fejl.

I øvrigt er marsvine-unger noget af det mest charmerende, man kan forestille sig. De er i fuld vigør fra fødslen. Pels på kroppen, store hoveder, små bitte kroppe.

De er vidunderlige. Men selv vidundere kan man få for mange af.