Når sproget gør en forskel

Julefreden er ved at indfinde sig - men alligevel går tankerne af og til mod Afghanistan.

- Når man har fri, skal man holde fri. Det prøver jeg så på. Og jeg synes faktisk også, at det går ganske godt med at koble af. Men selvfølgelig tænker jeg lidt over, hvordan kollegerne har det dernede.

Det fortæller 26-årige Uffe Kruse Jensen, der til daglig gør tjeneste som sprogofficer ved den danske kampgruppe i Helmand-provinsen men netop i disse dage er hjemme på orlov og nyder juledagene hos familien i Nakskov.

- De første par uger af orloven har jeg brugt sammen med vennerne i København, men julen fejrer jeg hos min familie i Nakskov, og det ser jeg meget frem til. Selvfølgelig vil der nok blive snakket lidt om, hvad jeg laver dernede og den slags, men generelt fortæller jeg ikke så meget om Afghanistan. Og i julen skal vi også snakke om så meget andet og egentlig bare hygge os. Ligesom de fleste andre gør, siger Uffe Kruse Jensen.

Han har været i Afghanistan siden august og er en blandt syv danske sprogofficerer, der taler pashtu og dermed kan være i direkte dialog med lokalbefolkningen i den urohærgede del af Helmand-provinsen, som er danskernes ansvarsområde.

- Vi fungerer ofte som tolke og taler med mange forskellige afghanere. Nogle gange med de fattige bønder, vi møder på patruljerne, andre gange er det klan-ledere, når der er møder af forskellig slags. Der er ingen tvivl om, at det betyder meget at kunne have den direkte dialog med afghanerne. Det er med til at nedbryde nogle barrierer og gøre en forskel. Nogle gange småsnakker vi bare med afghanerne, andre gange er det mere alvorlige samtaler, siger Uffe Kruse Jensen.

Han er oprindeligt sproglig student fra Nakskov Gymnasium, og efter gymnasietiden aftjente han sin værnepligt som panserinfanterist ved Gardehusar-regimentet i Slagelse og blev derefter tilbudt at komme med hold 3 til Irak.

- Men det afslog jeg dengang, fordi jeg selv og mine omgivelser ikke var helt klar til den mission. Derefter arbejdede jeg lidt som vikar i en folkeskole, men en dag ringede min gamle delingsfører og spurgte, om jeg ville med på hold 5 til Irak. Og så slog jeg til og tog af sted. Det var en spændende tid, og undervejs mødte jeg en sprogofficer og blev inspireret til at undersøge den mulighed nærmere. Da jeg kom hjem fra Irak, nød jeg tilværelsen lidt, inden jeg i sommeren 2006 søgte ind til uddannelsen som sprogofficer. Jeg blev optaget, og i august samme år begyndte jeg at lære arabisk på Forsvarets Sprogskole. Det var meget intensivt men samtidig også meget spændende, fortæller Uffe Kruse Jensen.

Uddannelsen førte ham blandt andet 11 måneder til en sprogskole, som det amerikanske forsvar har i Californien.

- På den sprogskole går omkring 3.500 elever, og de lærer et utal af sprog, så de kan klare sig over hele verden. Jeg og min kollega lærte pashtu sammen med en gruppe amerikanske marineinfanterister. Pashtu er det sprog, lokalbefolkningen taler i Helmand-provinsen. Og på det tidspunkt vidste jeg selvfølgelig godt, at jeg efter endt uddannelse skulle med til Afghanistan, fortæller Uffe Kruse Jensen.

Forud var gået nogle grundige overvejelser og samtaler med familien om risikoen ved at tage af sted.

- Jeg har været afklaret omkring det - måske også fordi jeg har været i Irak. Men da jeg satte mig ned og så familien i øjnene og skrev “min sidste vilje”, som alle udsendte soldater skal gøre inden udstationeringen, så var det selvfølgelig et meget intenst og alvorligt øjeblik, siger Uffe Kruse Jensen.

Få uger efter at han kom hjem fra uddannelsen i Californien, drog han af sted til Afghanistan.

- Og vi har haft nok at se til dernede. De danske soldater har hele tiden praktiseret strategien med at være ude blandt civilbefolkningen, og derfor er der også hele tiden brug for os som tolke. Og det har givet mange spændende oplevelser, siger Uffe Kruse Jensen.

Han glæder sig over at kunne puste lidt ud i disse uger og nyde julen hjemme hos familien på Lolland.

- Men jeg ser også frem til at tage af sted igen. Man kan ikke helt lade være med at tænke på kammeraterne dernede, og hvordan de har det. Ikke mindst her i jueltiden. Det bliver hyggeligt at holde jul hjemme, men også godt at tage af sted igen, siger den 26-årige sprogofficer.

Han pakker rygsækken og drager af sted igen få dage efter jul.