Det er blevet dagen, som Sheila længe har frygtet. Efter den lange ventetid kan hun næsten ikke fatte, at det skal til at ske.
Hun sidder i den sorte Renault sammen med Thomas. Det er en varevogn med plads til tre foran. Deres femårige Clara plejer at sidde i midten, men nu er hendes sæde tomt imellem dem. De har efterladt Clara i Holbæk hos Thomas? forældre.
Huse, træer og biler suser forbi udenfor ruderne.
De laver først fis og ballade med hinanden og snakker om alt og ingenting. Men så bliver de tavse...
Bilen triller af sted henover asfalten. Nærmere og nærmere dens bestemmelsessted. De er på vej til Privathospitalet Hamlet.
Sheila ser ned på den blå navigatør-skærm med de digitale hvide tal, der viser, hvor mange kilometer der endnu er til deres mål. Der står femten.
Nedtællingen til operationen er begyndt. Der er femten kilometer ind til Hamlet og knap tre timer til, Sheila skal under kniven.
Sheila ringede for nylig til sin mor, fordi hun skulle bruge nogle gamle fotografier fra sin skoletid, som hun ikke mente at have længere.
- De ligger i en brun kasse med tape omkring, som du har fået, sagde hendes mor i telefonen.
Sheila blev lidt irriteret, for hun var sikker på, at hun ikke havde billederne.
Hun lagde røret og gik hen for at tømme opvaskemaskinen, mens hun så ud i haven på det gule plankeværk.
Foran det stod Claras lille, lilla og lyserøde cykel. Den grønne klokke var rusten.
Sheila vidste, at hun havde en stor plastikboks med billeder, som hun endnu ikke havde fået sorteret, men hun var sikker på, at hun ikke havde den brune kasse, som hendes mor talte om.
Hun gik alligevel over til garagen. Den hvide dør bandt. Hun skubbede den op. Der lugtede metallisk. Midt i rummet stod de opstablede kasser. Hun gik derhen. Væggene omkring hende var fyldt med Thomas? værktøj. Den boks, som hun søgte, stod selvfølgelig nederst, så hun måtte flytte rundt på kasserne, indtil hun kunne få fat i den. Hun klikkede den åben og rodede i den. Der lå den brune kasse med tape, som hendes mor havde talt om.
Hun tog kassen med tilbage til huset og sendte straks en sms til sin mor:
- Jeg har fundet billederne, skrev hun.
Hendes mor svarede straks:
- Lidt kan jeg da huske endnu.
Det skulle bare have været en helt almindelig dag, men det blev det ikke.
Sheila satte sig til rette i den lysegrå bløde sofa og studerede de gamle skolebilleder.
Hun så først på et billede fra fjerde klasse. Det var det billede, som hun altid havde hadet allermest, og da hun så på det, blev hun da også bekræftet i, at hun havde været et tykt barn. Lille tykke Sheila. Ikke noget overraskende, bare en konstatering.
Så tog hun stakken af billeder og bladrede gennem årene. Hun sad sådan længe. Studerede billederne.
Hun så af og til op på reolen. Der stod et indrammet billede af Thomas fra dengang, hvor han var en lille dreng i gul sweater og røde smækbukser. En lille tyk dreng. Hun så ned igen. Bladrede i billederne. Hun var lige ved at give sig til at græde. Følelserne cyklede rundt i hende.
Hun bladrede frem til billedet fra niende klasse. Mærkede forundringen, hver gang hun så på det. Studerede det indgående. Igen og igen.
Billedet løj ikke. Det talte sandt. Hun var tynd. Men hvorfor havde hun så gået og troet, at hun var tyk? De andre børn var selvfølgelig blevet ved med at kalde hende tykke Sheila gennem hele hendes skolegang. De var fortsat med at drille, og så var hun vel blevet tykke Sheila indeni. På den måde havde hun levet sit liv på en løgn. Det var næsten tragikomisk. Det var chokerende. Det gjorde ondt. Rigtigt ondt. Hun fik lyst til at skrige over tabet af alle de år.
Jeg er fuldstændig som dem med anoreksi. De har et billede af sig selv indeni. De ser sig selv som tykke, men i virkeligheden er de radmagre.
Sådan havde det også været med Sheila. Der havde været noget helt galt med hendes virkelighedsopfattelse.
Hun havde været slank. Ikke pæn, men slank.
Hospitalet kommer nærmere og nærmere.
Der er stille i bilen. I går, da morgendagen stadig var langt væk, havde de spist aftensmad i pavillonen i svigerforældrenes have. Det lysegrå sejl havde blafret let i vinden, mens svigerfar tryllede på udekøkkenet med hjul.
De havde fået rejecocktail og bagefter kalveculotte.
Sheila havde lavet sjov og sagt, at hun var som en fange, der fik sit sidste måltid.
Hun havde spist tre stykker kød... det vil hun aldrig kunne gøre igen. Ikke efter operationen.
Clara havde en blomstret kjole med spagettistropper på. Hun traskede rundt i de lysegrønne plastik-træsko, der var blevet en landeplage.
Men Clara vidste, at der var noget truende under overfladen af hygge, for hun havde været meget stille hele aftenen og puttet sig ind til sin mor.
- Er der noget galt? havde Sheila spurgt.
Clara havde trukket på skuldrene, og Sheila havde lagt en beskyttende arm omkring sit barn.
- Er du ked af, at jeg skal væk i morgen? prøvede hun igen med skyldfølelsen som en hård knude i brystet.
Det havde været for meget for Clara, der brød sammen i gråd. Sheila havde puttet hende, beroliget hende og lovet hende, at hun kunne komme på besøg på Hamlet, og til sidst var barnet mere rolig end hun selv.
Sheila ser ud på trafikken. Stilheden i kabinen bliver mere og mere anspændt. Der er aircondition i bilen, men alligevel sveder Sheila og føler sig utilpas. Hun kigger ned på navigatørens digitale nedtælling. Der står ti kilometer.
Sheila havde tidligt sit første møde med sundhedssystemet, hvor hun prøvede at få hjælp til at blive tyndere. Det var i femte klasse.
Hun var så småt begyndt at få kvindelige former, og når hun nu kiggede ned af sig selv, så var det, som om at fedmen var rykket nærmere. Nu strammede blusen også længere oppe.
Hun tog til læge sammen med sin mor, fordi hun var ked af, hvordan hun så ud. Hun var ulykkelig, og hendes mor vidste det og ville hjælpe. Hendes forældre havde altid været der for hende, men hun fortalte dem ikke alt, så de kunne umuligt vide, hvor slemt hun egentlig havde det.
Sheila talte med lægen om, hvordan det var at være for tyk, og han lyttede og så ud til at forstå hende. Det føltes godt.
Mens lægen sad der bag sit store brune skrivebord i den lille overfyldte konsultation, sagde han, at hendes problem skulle tages i opløbet.
- Ellers bliver det bare værre, tilføjede han, mens mor og barn sad over for ham på hver deres stol, og Sheila med en følelse af, at nu sker der endelig noget.
Lægen tog en stor bog frem og bladrede i den. Sheila sad helt stille på sin stol og tænkte, at han vel skulle finde ud af, hvor meget medicin hun skulle have i forhold til hendes vægt.
Så tog han en kuglepen og kradsede en recept ned. Han rakte den til Sheilas mor.
Sheila husker, hvor lettet hun havde følt sig. Nu bliver jeg tynd, havde hun tænkt samtidig med, at hun boblede af glæde over at blive taget alvorligt. For første gang var der andre end hendes mor og far, der lyttede til hende. Hun flagrede ud på en lille sky, men lykken blev kun kort.
Hun følte sig slank i et stykke tid, men så stoppede hun med pillerne, for hun kunne jo ikke tage medicin i al evighed, og hun begyndte hurtigt at føle sig tyk igen.
I Sheilas verden tog hun meget på dengang, hvor hun stoppede med pillerne, og siden da følte hun sig altid tyk.
Hun var uigenkaldeligt blevet til tykke Sheila, selvom hun faktisk havde tabt sig.
I skolen havde hun gjort sig hård overfor de andre børn, men hun havde grædt på vej hjem.
Men når hun nu ikke var tyk mere, hvad havde de så drillet hende for? Har jeg været så mærkelig? tænkte hun nogle gange. I virkeligheden havde de andre børn måske bare syntes, at jeg var grim. Grim og ulækker.
Men for Sheila var det hele vægtens skyld. Hun følte sig tyk. Det kunne hun forholde sig til. Udseendet kunne hun jo ikke gøre noget ved.
Og tyk var hun blevet. Senere. Hvis man får at vide længe nok, at man er grim og tyk, så bliver man det. Det var sådan, hun tænkte. Det er derfor, at jeg ser sådan ud.
Hun var som attenårig rejst væk fra Lolland-Falster. Hun blev seks år i København og uddannede sig til pædagog. Det var måske den periode i sit liv, hvor hun havde det allerbedst med sig selv. Hun følte sig accepteret som den, hun var: Sheila, og ikke tykke Sheila.
Men det var i virkeligheden i de år, at hun var blevet tyk. Ikke i skoletiden, men i de år, hvor hun for første gang følte, at hun var okay.
Da Sheila efter seks år kom tilbage til Lolland-Falster var hun tyk.
Da Thomas kom hjem fra arbejde, fortalte Sheila ham om den nye viden, der var kommet ud af at studere de gamle skolebilleder.
Han så længe eftertænksom ud. Så rynkede han brynene, og hans øjne blev fjerne.
- Jeg har jo været tyk i hele mit liv, sagde han, og der blev stille mellem dem.
Det var ikke ubehageligt. Nærmere en stiltiende forståelse. Han havde jo faktisk været tyk som barn. Derfor vidste hun, at han var helt klar over, hvordan hun havde det. Det lå ligesom i situationen, at det var tragisk, at hun havde været tynd, men troet, at hun var tyk.
- Tænk, at jeg har spildt alle de år, konstaterede hun stille.
Han gik hen til Sheila og tog om hende.
Thomas og Sheila går ind i den store gule bygning og hen til kvinden i receptionen.
- Sheila Jacobsen, siger hun til kvinden, som har et venligt ansigt, der er indrammet af en lys pagefrisure.
- Hvad skal du ind til? spørger hun.
- Jeg ved ikke, hvad de læger hedder, men jeg skal have sådan en gastrisk bypass, siger hun.
Kvinden tager en gul marker, der ligger på bordet bag disken.
- Nå, du skal til operation, konstaterer hun sådan helt hverdagsagtigt, og så finder hun Sheila på listen foran sig og streger hende op med den gule tusch.
Så fortsætter Sheila og Thomas længere ind i bygningen, hvor Sheila snart skal opereres. Hun tænker ikke mere på, at hun kan dø af operationen. Nu er det ligesom i gang.
Der er nu lidt over to timer til operationen. Til narkosen. Til at få fjernet det meste af maven. Til et nyt liv?
Sheila i niende klasse. privatfoto
Sheila studerer sine gamle skolebilleder.
foto: ingrid riis
Nicole Wolter
nw@folketidende.dk
