Guldborgsund

Meny på havnen i Nykøbing lukker.

Meny på havnen lukker

Meny på Toldbodgade i Nykøbing lukker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Meny på havnen i Nykøbing lukker. 

Det skriver butikken i et opslag på deres Facebookside.

"Vi lukker på havnen", skriver de og melder om ophørsudsalg.

Det fremgår ikke af opslaget, hvorfor butikken lukker. Foreløbigt er planen, at butikkens sidste åbningsdag er onsdag i næste uge.

Røde tal

Det seneste regnskab, der ligger offentligt tilgængeligt, er fra 2024. 

Her havde forretningen i Toldbodgade et underskud på knap to millioner kroner, mens egenkapitalen lå på minus knap seks millioner kroner.

Købmanden i butikken, Jesper Pedersen, har ikke ønsket at kommentere på lukningen.

Kendte ikke til lukningen

Vi har også rakt ud til Dagrofa, som står bag butikskæden.

I et skriftligt svar lyder det fra salgs- og driftsdirektør i Meny-kæden, Kennet Berlin, at fokus nu bliver på byens anden Meny, der ligger på Parkvej.

- Det er altid ærgerligt at lukke en butik, og vi beklager meget overfor de lokale kunder, som har været vant til at bruge MENY i Toldbodgade. Vi samler nu fokus i butikken på Parkvej. Det bliver godt, og vi håber selvfølgelig, at kunderne vil følge med de to kilometer, der er fra butikken i Toldbodgade til butikken på Parkvej, skriver salgs- og driftsdirektøren.

Ebbe Jørgensen, som er butikschef i Meny på Parkvej, kendte dog ikke til planerne om lukningen, inden butikken selv meldte det ud på Facebook tirsdag formiddag.

Det har foreløbigt ikke været muligt at få et interview med Kennet Berlin. Dermed har Folketidende ikke haft mulighed for at stille opfølgende spørgsmål til lukningen.