Guldborgsund

Revydirektør Mickey Pless vil have en regering nu - så årets sommerrevy kan blive helt klar. Foto: Ingrid Riis

Revyen ramt af politiske benspænd: - Det har jeg fandeme aldrig prøvet før

Mens politikerne forhandler videre om en ny regering, må Nykøbing Falster Revyen holde flere politiske numre åbne helt frem mod premieren.

Offentliggjort

De ekstremt langstrakte forhandlinger om en ny regering har nu også mærkbare konsekvenser for Nykøbing Falster Revyen.

Årets revy

Årets revy spiller på Nykøbing F. Teater fra 17. juni til 22. august.

Holdet på scenen udgøres i år af Annette Heick, Gordon Kennedy, Bente Eskesen, Karsten Jansfort, Sebastian Harris og Mickey Pless

Det fortæller revydirektør Mickey Pless, der sammen med hele sommerens revyhold netop er rykket ind på teatret i Nykøbing, hvor der øves på højtryk inden premieren om få uger.

- Og alt går sådan set godt, bortset fra at den manglende regering altså giver os nogle alvorlige udfordringer. Hvis de dog bare kunne blive færdige med de forhandlinger, så der kunne dannes en regering. Lige nu ved vi jo ikke, hvem der bliver ministre, så der er simpelthen flere numre, vi ikke kan få skrevet færdig og komme i gang med at øve på. Det har jeg fandeme aldrig prøvet før, siger Mickey Pless.

Hvad foregår der?

Da de politiske forhandlinger for nylig foregik på Hotel Scandic Spectrum i København, boede den lokale revydirektør tilfældigvis samme sted.

- På det tidspunkt øvede vi stadig i København. Og jeg kunne jo følge med i, hvordan politikerne hele tiden kom og gik på hotellet. Jeg var lige ved at gå hen til dem og sige ”undskyld, kan I fortælle mig, hvad der foregår, for jeg har faktisk en revy, jeg skal have færdig”, fortæller Mickey Pless.

Ikke det rene sjov

Ifølge revydirektøren skal det hele dog nok lykkes - uanset de uventede benspænd fra politisk hold.

- Men det er faktisk ikke det rene sjov lige nu. Jeg har lavet rigtig mange revyer, men aldrig en hvor de politiske tekster flyver så meget ind og ud som her. Intet kan jo blive færdigt. Og forfatterne sidder og skriver om og om og om - hold da kæft ..., lyder det fra øvelokalet på teatret.

Se eller gense Mickey Pless og Jeanne Boel fortælle om revyen: