Nykøbing FC skal forklare uklare bilag for Guldborgsund Kommune.
Især løn og rengøring vækker spørgsmål i Folkeoplysningsudvalget.
Nykøbing FCs breddeafdeling og formand René Fjeldsøe Sørensen er indkaldt til møde, hvor klubben skal stå skoleret for Folkeoplysningsudvalget i Guldborgsund Kommune.
Det fremgår af referatet fra det seneste møde den 9. juni. Under punkt 44 kan man læse, at centerchefen indstiller til udvalget, "at beslutte om NFC skal indkaldes til uddybende forklaring, på baggrund af uafklarede spørgsmål i forhold til de fremsendte oplysninger."
Under punktet ligger der en lang række bilag, og Folketidende er kommet i besiddelse af et internt dokument, der indrammer, præcist hvilke punkter der har fået udvalget til at indkalde NFC til møde. Et møde, der skal holdes, selvom klubben i kraft af René Fjeldsøe Sørensen som formand og forretningsfører har indsendt et forsøg på at redegøre for uklarhederne forud for udvalgets møde den 9. juni.
Sagen handler om, at klubben muligvis har fået kommunalt tilskud til rengøringsudgifter, som ikke er støtteberettigede. Samtidig mangler der dokumentation for lønudgifter og større omposteringer i regnskabet, der giver anledning til yderligere spørgsmål.
Annonce
80 procent af udgifterne kan være uberettigede
Klubben har indberettet 59.500 kroner i rengøringsartikler til lokaletilskud. Men en gennemgang viser, at udgifter for 47.393 kroner svarende til omkring 80 procent, falder i kategorier, der normalt ikke er tilskudsberettigede.
Det drejer sig blandt andet om håndservietter, toiletpapir, håndsæbe, opvaskemidler og maskinvaskemidler, som ifølge gældende regler ikke udløser støtte.
En del af posterne, samlet cirka 17.000 kroner, er samtidig markeret særskilt i bilagene. Det dokumenterer i sig selv ikke, at noget er forkert, men ifølge Folketidendes kilder rejser det spørgsmålet, om man på forhånd har været opmærksom på, at disse udgifter kunne være problematiske.
Uklare lønposter
Der rejses også spørgsmål ved lønudgifterne.
Nykøbing FC har oplyst, at 240.000 kroner til “fornødent tilsyn” er bogført under rengøringspersonale. Samtidig er der særskilt afregnet udgifter under netop posten “fornødent tilsyn”.
Det skaber usikkerhed om, hvorvidt udgifterne er korrekt placeret, og om der kan være tale om dobbeltregistrering.
Manglende dokumentation
Endnu mere centralt er manglen på dokumentation.
Annonce
Ifølge reglerne skal lønudgifter kunne dokumenteres med lønsedler, der viser, hvem der har fået løn, hvor meget og for hvor mange timer.
Den fremlagte dokumentation gør det ifølge notatet ikke muligt at kontrollere dette. Dermed mangler udvalget et væsentligt grundlag for at vurdere, om de indberettede lønudgifter faktisk vedrører rengøring.
Store omposteringer før årsafslutning
Derudover fremgår det af det interne notat, at der er foretaget fire større omposteringer på årets næstsidste bankdag.
I alt er der flyttet cirka 232.000 kroner i beløb på omkring 55.000 til 60.000 kroner stykket. Tre af posteringerne er knyttet til navngivne personer, mens den fjerde er bogført som medarbejderløn.
Omposteringerne er ikke nødvendigvis problematiske i sig selv, men tidspunkt, størrelse og karakter gør, at udvalget nu kræver en nærmere redegørelse.
Forklaring var ikke nok
Nykøbing FC har som nævnt allerede haft mulighed for at kommentere forholdene over for udvalget. Alligevel er sagen ikke blevet afklaret.
Ifølge Folketidendes oplysninger skyldes det, at klubbens input ikke har været tilstrækkeligt til, at man i udvalget mener, man konkret kan kontrollere dokumentationen, og dermed står centrale spørgsmål fortsat åbne.
Krav om forklaring
Annonce
Konsekvensen af den manglende dokumentation og den mangelfulde redegørelse fra René Fjeldsøe Sørensen er derfor, at klubben nu skal stå skoleret, så udvalget kan træffe sin afgørelse på et oplyst grundlag.
Det fremgår ikke af udvalgets mødereferat, hvornår NFC skal forklare sig.
Folketidende har kontaktet René Fjeldsøe Sørensen. Han ønsker ikke at stille op til interview.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Hver tredje fik klip eller frakendelse
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Sejlere ærgrer sig: Broåbning udskudt
Det gamle Danmark vækker minder om deres egne lande
Efter omdiskuteret ansættelse: Lokale SF'ere reagerer
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Værtshus inviterer til dildoparty