Guldborgsund

Flere turister skal besøge Lolland-Falster og populære turistdestinationer som Marielyst, mener direktøren for Visit Lolland-Falster. Privatfoto

Advarer om muligt farlige forhold: Kør til den anden side af øen

Problemerne med badevandet er vedvarende, og nu beder turistinformationen gæster om at tage til andre strande.

Offentliggjort

Gode råd

  • Undgå badning i vand med synlige samlinger af blågrønne alger.

  • Hold børn og kæledyr væk fra områder med algeopblomstring.

  • Undgå at indtage vand, hvor der forekommer blågrønne alger.

  • Skyl huden med rent vand efter kontakt med algepåvirket vand.

  • Kontakt læge eller dyrlæge ved sygdomssymptomer efter kontakt med algepåvirket vand.

Kilde: Guldborgsund Kommune

Marielyst Turistinformation advarer besøgende og gæster om at bade på strandene på Falsters østkyst.

I en opfordring, som turistinformationen har delt på Facebook, beder den folk om at tage til vestkysten, hvis man har lyst til at bade på Falsters strande.

Det skyldes et stadigt problem med blågrønne alger langs flere af Guldborgsund Kommunes kyster.

På kommunens hjemmeside menes problemerne at fortsætte til søndag, på grund af vejrprognoser, der viser pålandsvind frem til søndag.

Mere vind og lavere temperaturer

Det er især de syd-, og østvendte kyster, der er ramt af problemerne med de blågrønne alger.

- Vi skal bruge noget vind og lavere temperaturer, så mon ikke, der kan bades igen om et par dage, skriver Marielyst Turistinformation på Facebook.

Fra Hesnæs til Gedser og på Nysteds strande har kommunen fundet de blågrønne alger. Det betyder dog, at strandende mod nord og mellem Falster og Lolland ikke er ramt af de samme problemer.

Lolland Kommune har ikke meldt om samlinger af blågrønne alger ved kommunens strande, dog viser et kort over alger i Østersøen, at der er overfladesamlinger af "cyanobakterier" nær Lollands sydkyst. Det betyder ikke, at strandene ikke er egnet til badning.

De seneste prøver ved Hummingen og Kramnitze har ingen anmærkninger om kvaliteten af badevandet. Prøverne blev taget 7. august.