Anstændig kompensation.

Tom Ahlqvist, byrådskandidat og bestyrelsesmedlem i Venstre Guldborgsund, har d. 17. april forfattet et læserbrev i denne avis, som han skriver under overskriften ”Venstre kan man stole på”. Tom A. har ret, hvis dét vi kan stole på er, at Venstre slingrer rundt i frem-og-tilbage beslutninger. Hvis dét vi kan stole på er, at magtfuldkommenhed bruges til at tilsidesætte lovformelighed og anstændighed over for alle de, der i god tro har erhvervet sig en ejendom i Marielyst ferieby uden udsigt til, at der pludseligt blev opført partyhuse i deres ellers rolige familiekvarter. At Venstre og Guldborgsundlisten med det snævrest mulige flertal lovliggør deres tidligere ringe beslutning, gør ikke sagen mere køn. Det ville jo svare til, at Venstre og Guldborgsundlisten pludseligt tillod opførslen af et større 5 etages ghettobyggeri på min nabos parcel. Det er ikke den præmis, jeg er flyttet ind i mit kvarter på.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tom A. kalder selv processen en ”speget forestilling”. Rettelig skulle denne ”forestilling” ikke kun tituleres som speget, men også som, magtfuldkommen, gyseragtig og uanstændig. Det værste jeg har læst om denne sag er nærmest, at Venstre og Guldborgsundlisten prøver at tørre beslutningen af på administrationen, når de siger, at de ikke var blevet advaret. Det er uanstændigt, at de tørrer deres eget politiske makværk af på vores kommunale medarbejdere. Det anstændige og borgerligt korrekte respons fra Tom A, burde rettelig have været en undskyldning til de berørte husejere. Venstre skulle have sagt undskyld - Lad være med at pakke det ind som om, at I har sat én fod rigtig i hele denne proces. Det ville være klædeligt, om I bare sagde undskyld.

Nu må vi se fremad. Partyhusene er vedtaget, lovligt og demokratisk. De bliver stående og de berørte familier i området, står tilbage med sorteper. Kan vi inden for rammerne af styrelsesloven gøre noget som helst, for at hjælpe disse familier, ville det eneste anstændige vi som kommune kunne gøre var, at finde en kompensationsmodel, så disse stakkels familier kan få lidt retfærdighed. Hvis vi forestillede os noget i retning af, at de 36 huse der vender direkte ud til partyhusene får 200.000 og de i næste række får 100.000 ville det samlet koste os 10 millioner. Familierne ville nu, måske, kunne sælge deres huse og redde sig tørskoet i land, eller udholde partyområdet på en anden baggrund. Som kommune ville vi have anerkendt ”vores” kvajer og vi kunne alle lægge denne ”spegede forestilling” bag os.