Blålys og populisme

Dansk Folkeparti har med vanlig elegance og sans for timing kastet et højst uventet kort ind i forhandlingerne om regeringens 2020-plan. Hvis partiet skal være med til at pille ved efterløn og pensionsalder, skal grænsekontrollen genindføres.

Luk grænserne og byg en mur, så vi slipper for alle de kriminelle udlændinge og de fattige nasserøve, der kommer væltende ind over grænsen. Spær af, så de ikke længere kan udnytte vores velfærdssystem til skade for alle de etniske danskere, der ved fødslen fik ret til at blive forsørget af det offentlige Danmark.

Vel er det sat på spidsen, men når alle de pæne ord er taget af bordet, er det jo hvad det handler om: At Danmark skal hegnes ind, og vi vil derefter klare os meget bedre.

Umiddelbart kan det lyde som et uskyldigt forslag, der bygger på almindelig sund fornuft. Der er jo problemer med kriminelle udlændinge, der drager på tyvetogter i Danmark. Der er jo problemer med udenlandske håndværkere, der illegalt kommer til landet for at arbejde, og der er jo problemer med fattige fremmede, der ser Danmark som en gratis spisebillet.

Eller er der? Problemerne er ikke større, end de kan klares på andre måder, end at vi spærrer os selv inde bag noget så umoderne og østeuropæisk som hermetisk lukkede grænser. Det er en snæversynet tankegang uden fornemmelse for virkelighedens verden.

Det er derfor et blålys, når DF populistisk vil have grænsekontrollen tilbage. Det kan ikke lade sig gøre uden, at vi både melder os ud af EU og af Schengen samarbejdet - ja hele verden.

Noget så fundamentalt som spørgsmålet om vi vil være en del af verdenssamfundet som et åbent og globaliseret land, er blevet til en ussel handelsvare i et spil om at sikre efterlønnen og andre offentlige ydelser for Dansk Folkepartis medlemmer.

Det er ikke alt, der er perfekt i Danmark. Der er brug for at få mere styr på, hvem der rejser ind og ud af Danmark. Kontrollen er der allerede i dag, men den er mindre synlig end i gamle dage med bomme og grænsevagter. Alligevel må vi ikke forfalde til indskrænkede løsninger, hvor vi melder os ud af resten af verden for at beskytte os selv.

I stedet bør vi kigge indad og se på, hvorfor der er en stadigt større gruppe af “etniske” danskere, der konsekvent føler sig truet. Ikke af noget - men af det hele. Og måske mest truet af egen tankegang.