Brug for ideer

Både Lolland og Guldborgsund kommuner har sat gang i en meget svær og til tider ubehagelig proces: Der skal spares penge – rigtig mange penge på de kommende års budgetter.

Folketidende har i den seneste tid dagligt været fyldt med artikler om de planer og ideer politikere og embedsmændene har nedfældet i såkaldte sparekataloger.

Alt sammen ideer og forslag der kan være med til at finde de krævede millioner af kroner. Problemet er bare, at det ikke er få, men flere hundrede millioner kroner, der skal findes på de offentlige budgetter. Derfor er den store sparekniv taget i brug, og mange af de spareforslag, som er blevet kendt lider af den samme svaghed: Det er svært at skabe accept og sympati hos de dele af befolkningen, som besparelsen rammer.

Begge kommuners politikere er sat på en meget svær opgave, og det er svært at se hvordan der skabes en rimelig løsning, der dels kan finde besparelsen og dels også sikre, at der efterfølgende fortsat er to kommuner, der fungerer tilfredsstillende.

De folkelige protester er begyndt at strømme ind, og reaktionen er den samme hos alle: Der kan ikke spares på det område, som jeg gør brug af. Det gør det noget nær umuligt at skabe en bredt accepteret løsning.

Derfor er der behov for at tænke anderledes nu. Inddrag borgerne i processen, og involverer dem som hverdagens eksperter til at give bud på, hvor der kan spares, effektiviseres eller omlægges. Vi må have spareøvelserne ud af de lukkede kontorer, og de utilfredse borgere må konstruktivt ind i processen.

Det bliver nok lidt mere ”besværligt” at bringe folket ind i den meget vanskelige prioriteringsproces som en spareplan er. Erfaringer fra andre kommuner, hvor byrådet aktivt er gået ud og efterlyst ideer til hvordan kommunen kunne spare penge, har været gode. Endda overraskende gode. Samtidigt har denne folkelige proces skabt et større ejerskab og accept hos borgerne, og det er afgørende, når der skal skabes så omfattende besparelser.

Lolland og Guldborgsund kommuner står overfor en stor opgave med at få balance i budgetterne. Derfor kunne det være interessant om kommunernes politiske ledelser turde gøre noget ved det demokratiske underskud, og i et større omfang involvere borgerne i spareøvelsen.