En tragedie uden mening

En martsdag i 2009 blev den 32-årige tidligere professionelle soldat, Torben Bødker brutalt revet væk. Den uligevægtige Torben, som viste tegn på posttraumatisk stress, blev under dramatiske omstændigheder skudt ned af politiet i sin lejlighed i Kronborggade på Nørrebro i København. Det skete efter at hans familie i Bandholm på Lolland havde tryglet myndighederne om at hjælpe Torben, som efter sin udstationering i Bosnien havde fået det mere og mere dårligt.

Statsadvokaten har ikke fundet anledning til at kritisere betjentene for deres handling, men familien Bødker har via deres advokat klaget til Rigsadvokaten over afgørelsen.

Spørgsmålene står da også i kø, og det er en ufattelig tragedie uden mening.

Folketidende har flere gange beskæftiget sig med sagen. Senest i går, hvor familien Bødkers lidelseshistorie blev ridset op.

I dag bebrejder Kisse Bødker sig selv, at hun den gang ringede til politiet og bad dem hjælpe. For hjælpen fik en blodig og dødelig udgang.

Det er stærkt og modigt af familien Bødker at holde fast, for sagen er principiel, når det handler om myndighedernes måde at håndtere sådanne komplicerede situationer på.

Måske får familien Bødker aldrig vished for, hvad der virkelig skete i lejligheden, og hvad der gik forud for nedskydningen. Alligevel er det vigtigt at holde fokus på, hvad der skete, og selv for enden af den mørkeste tunnel kan der skimtes lys.

Torbens sag er en blandt flere, hvor håndteringen af syge ved tvangsindlæggelser eller anholdelser, går galt og ender i rene tragedier.

Derfor er der også rejst en principiel debat om, hvorvidt det er politiet eller det lægelige system, som skal håndtere den slags sager. Og om politiet, i fald det medvirker, skal optræde uden uniformer og i civilt, fordi uniformerne alene kan en uligevægtig person.

I København er der taget skridt til at oprette et særligt beredskab. Et sådant beredskab bør findes i samtlige politikredse.

Vi forstår til fulde familien Bødkers udsagn om, at vi er gode til at hjælpe andre, men knap så gode til at hjælpe vores egne.

Sagen er i sandhed tragisk for alle parter, men må Torbens tragedie medvirke til, at andre ikke lider samme skæbne med smertelige ar i sjælen hos familier og pårørende til følge, så har han ikke levet forgæves.