Flytning af egenindsats

I kølvandet på debatten om retten til efterløn er det på sin plads at tage en fornyet diskussion af det meget forkætrede begreb “privatisering”. I mange år et tabu i dansk politik, men i de senere år har vi langsomt vænnet os til, at visse dele af den offentlige indsats er blevet privatiseret. Mest markant er uden tvivl private sygehuse, hvor vi mod egenbetaling kan blive behandlet uden om det offentlige system. Privatisering eller som overskriften på denne leder siger “flytning af egenindsats” bliver et væsentligt element i fremtidens moderne velfærdssamfund.

Vi bliver nødt til at tage et større egenansvar for vores liv, og betale for flere ydelser. De bredeste skuldre skal bære mere og betale mere. Ikke i skat, men for at gå til lægen eller blive behandlet på sygehuset, og her er der ikke tale om private, men offentlige sygehuse.

Det er et opgør med et bærende princip i velfærdssamfundet, at alle har lige adgang til gratisydelser som lægehjælp og uddannelse. Efterhånden er det blevet sådan, at alle kræver ind, hvis de har retten til en offentlig ydelse. Det handler ikke om, at vi nødvendigvis har behovet, men vi har ret til det. Den krævementalitet er en bombe under velfærdssystemet, og det er nødvendigt at tage et opgør med den holdning.

De offentlige udgifter har aldrig været så høje som nu, og alligevel oplever et flertal af befolkningen, at serviceniveauet er faldet. Hvorfor er det sådan, at i 2011, hvor vi har den største offentlige sektor og højeste udgifter nogensinde, alligevel oplever nedskæringer og serviceforringelser?

Fordi alt for mange kræver ind, og dermed udhuler og svækker velfærdssamfundets vigtigste opgave: At hjælpe de svageste.

Man kan spørge sig selv om det er en offentlig opgave, at sørge for, at vi gratis kan låne det nyeste nummer af Anders And eller de sejeste Wii-spil på bibilioteket. Det er bare et eksempel på, at vi er gået for langt i at udvikle vores velfærdssamfund til at være et tagselvbord, hvor alt vi kan komme i tanke om skal stilles gratis til rådighed af “samfundet”.

Selvfølgelig er det en problematisk diskussion, men den er nødvendig. Samfundet skal tage hånd om de svageste, og de velstillede borgere skal i højere grad vænne sig til at klare sig selv. Egenindsatsen skal øges, og det samme skal vores evne til at klare os selv, når vi skal på pension, Der er ikke råd til andet, hvis vi gerne vil have et samfund, der kan tage sig af de svageste.

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook