Giv Lolland en chance

Af Henriette Spandet

En lokal SF-byrådspolitiker spurgte for nylig ved et møde, hvad det egentlig er jeg vil med det, som jeg involverer mig i. Hvad linjen var? Først var det Økontaktudvalget, så var det Fejø Skole, færgefarten og nu det med lægekonsulentsag og glemte og klemte borgere?

Jeg må sige, at det i princippet ikke er noget jeg vil, men nærmere noget jeg må gøre. Jeg er født på Fejø i 1967. Efter en årrække væk fra landsdelen, flyttede jeg i 1999 med barn og studier i antropologi i bagagen tilbage til øen. Interessen for hvordan samfundet hænger sammen, stammer i høj grad fra min opvækst på Fejø i Ravnsborg Kommunes centralistiske “styre” og i et skolevæsen, hvor man altid kunne føle hvilket hjem man kom fra og hvor i samfundshierarkiet man var placeret.

Samtidig er og var Danmark og demokrati jo nærmest synonyme med hinanden. Og nu går vi sågar i krig for demokrati ude i verden. Men hvordan har demokratiet det i vores egen kommune?

Her i Lolland Kommune er vi flere og flere som bliver dobbeltmarginaliserede i udkanten af Danmark. Det er konklusionen på års antropologisk og politisk arbejde med Fejø, øerne og nu også glemte og klemte borgere i kommunen.

Helt slemt var det i Brønderslevsagen. Systemet vendte simpelthen “det blinde øje” til overfor sagesløse børn, eller i lægekonsulentsagen, hvor man tilsidesætter retssikkerheden for den enkelte borger. Dette er et paradoks i et demokrati, som netop kan måles på, hvordan det behandler sine mindretal og borgere længst væk fra magten. Vi har geografisk og social diskrimination, som alvorlige bivirkninger ved centralismen, der fortsat bare kører derudad.

Jeg synes vi hælder demokratiet ud med badevandet, når vi ikke passer på de svageste borgere og specielt børnene. Et samfund der ikke varetager børnenes tarv, dur ikke i længden. Jeg mener, at vi skal stoppe op, kigge på os selv og rydde op i de problemer, som er så åbenlyse i vores kommune. Jeg ved at vi kan tage hinanden og demokratiet meget mere alvorligt.

Vi mangler nærdemokrati og borgerinddragelse, respekt for de geografiske forskelle og det enkelte menneske. Det vil sige at er der brug for, at politikerne og administrationen tager udgangspunkt i vores forudsætninger, behov og ønsker. Vi behøver, at man på den måde giver Lolland en chance.

Nu har jeg to fantastiske piger, som jeg gerne så vende hjem, når de har været en tur ude i verden. Men vil mine døtre det, når den tid kommer? Det er hvad jeg vil. Kære byrådspolitikere, hvad vil I?