(ingen overskrift)

Af Jannick Friis Christensen

Jeg befinder mig i skrivende stund i tryg afstand fra midsommerens ophedede grænsedebat, kiggende ud af vinduet, hvor jeg ser tusindvis af mennesker myldre målrettet ind imellem hinanden. Det samme gør sig gældende ude på de store veje på helt op til otte vejbaner, hvor flere og flere og dyrere biler stjæler pladsen fra de mange cyklister. Intet mindre end fem ringbaner omkranser nu Beijing – hovedstaden i Folkerepublikken Kina – for at afhjælpe noget af overkapaciteten, og disse mange motorveje er i flere niveauer for at give mest muligt plads til de gigantiske bygningskonstruktioner, som tårner sig mod himmelen. Netop disse moderne skyskrabere tegner et meget godt billede af kinesisk økonomi, der gang på gang når nye højder. Udviklingens fart er egentlig ikke noget nyt, eftersom Japan eksempelvis gennemgik en lignende hurtig udvikling umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Det er derimod det enorme omfang, Kinas vækst har, som tager vejret fra en.

Æraen, hvor Riget i Midten er hele verdens fabrikshal, er måske ikke ved sin vejs ende, men meget af den arbejdskrafttunge produktion flytter så småt vest på for at holde det lave omkostningsniveau. For kineserne kan og vil mere end bare at sy billige T-shirts til prisbevidste vesterlændinge, hvilket kun tydeliggøres af det stigende antal danske virksomheder som ikke blot producerer i Kina for at eksportere hjem til Danmark, men altså nu også satser på den kinesiske middelklasse på en små 400 millioner som nyt hjemmemarked. Derfor oplever vi også i stigende grad, at forsknings- og udviklingsjob flytter med produktionen til Kina som en naturlig følge heraf. Med andre ord selvsamme vidensjob, som danske politikere plaprer løs om, skal sikre velfærden fremover i Danmark.

Set i det perspektiv, virker hele grænseproblematikken snarere som en sludder for en sladder, og er måske også mest af alt et udtryk for en blomstrende populisme op til det kommende Folketingsvalg. Mens vi debatterer øget grænsekontrol, som alt andet lige er en hæmsko for Schengen-aftalen samt grundprincipperne om fri bevægelighed i Det Indre Marked, sker udviklingen i øst, hvor man i Kinas tilfælde til stadighed gør det helt modsatte: åbner sig op for omverdenen, hvilket kineserne utvivlsomt nyder godt af. Derfor er det også unægtelig noget trist, at debatten med kommentarer placeret under bæltestedet, i værste fald afføder ringere fremtidsperspektiver for Femern-forbindelsen, som ellers i de kommende år skal danne rammen om nye arbejdspladser og øget vækst i vores region. Forhåbentlig har vi derfor en regering inden færdiggørelsen, der investerer i stedet for at trække grænser.