Klaptræ - klaptorsk - klaphat

Jeg forestiller mig, at manden vil give mig et kæmpe ballondyr formet som et træ. Så ja, jeg bliver da lidt skuffet (og lettet), da han peger på bordet, og der ligger et stykke mørkeblåt pap. Det kunne jeg så folde og lave lidt larm, sagde manden forklarende.

”Din klaptorsk, Louise,” tænkte jeg i mit stille sind, mens jeg klistrede det gule armbånd om håndleddet og gik ind i sportshallen.

Ja, kære læser, du har måske gættet, at jeg har været til min første håndboldkamp med NFH. Som tilflytter ser jeg det som min pligt at besøge Lolland-Falsters seværdigheder og særlige arrangementer. Jeg blev derfor glad, da jeg blev spurgt, om jeg ville med ned at støtte det lokale hold.

Men håndboldkampen var ikke blot et skridt på min lolland-falsterske integrationsrejse. Den var også et skridt på min generelle dannelsesrejse: Det var den allerførste håndboldkamp, jeg skulle se live.

Jeg tog plads på tribunen og begyndte at skue ned over navnene. Ja, der var en del, jeg kunne genkende fra de slutrunder, som jeg følger med i på TV for at støtte landsholdet og have det samme øjeblik af eufori eller ærgrelse som alle andre danskere. Men som jeg sad på træbænken i Nykøbing F. Hallen, var det lokalpatrioten, der kom op i mig: Hvor er det bare stærkt gået, at vi kan tiltrække så store navne til Lolland-Falster!

Kampen skulle til at gå i gang. Min hjerterytme havde lidt problemer med at følge slagkraften fra stortrommen. Men da de gule spillere løb på banen, steg adrenalinen. Puls og tromme fandt hinanden. De sidste spillere løb ud af den oppustelige bovport. Vi var klar til kamp.

Som du sikkert kan læse andre steder i Folketidendes spalter, kære læser, blev kampen aldrig rigtigt nervepirrende. Men hos mig var næsten hele følelsesregistret i spil. Jeg smilede, da mændene på rækken bag mig begyndte at sende instrukser til spillerne, når de havde set et hul eller en chance, som spillerne ikke selv havde set. ”Forsigtig-Per” i mig ømmede sig, når spillerne stødte sammen, og man næsten kunne høre kød og knogler ramme hinanden. Jeg var spændt, når der et par gange var brydekampe om bolden. Jeg var fascineret af de inkarnerede fans, der ikke nøjedes med et klaptræ, men havde iført sig T-shirts, huer og stortromme og støttede vores hold, uden på nogen måde at blive håndbold-hooligans. Når spiller nr. 6 scorede – og det skete et par gange – jublede jeg med til ”Nede Mette”, selvom jeg i virkeligheden følte mig ”oppe med det” sammen med resten af salen.

Sanseindtrykkene gjorde mig næsten stum. Alle, jeg mødte, sagde til mig, at stemningen kunne være meget vildere, når salen var helt fuld. Men for mig som førstegangstilskuer var det perfekt, som det var. Jeg fik snuset til stemningen, og vi fik sejren.

Kultur er det, der binder os sammen som samfund. Sport er en del af vores kultur. Og for os på Lolland-Falster er store investorer, lokale sponsorer og topspillere noget af den bedste reklame, vi kan få. Det er et af de visitkort, vi sender ud af vores landsdel og viser, at vi er alt andet end det blakkede ry, der desværre endnu er om os i andre dele af landet. Det er den nære kultur og fælleskabet, der giver os troen på vores fremgang.

Nu sidder jeg hér, søndag morgen, og kigger på det gule armbånd. ”Jeg er en del af holdet”, står der. Jeg er skam sikker på, at der er andre, der spiller meget bedre håndbold, end jeg gør, men jeg er i hvert fald blevet en fast støtte. Derfor overvejer jeg, om jeg bør bruge søndagen på at sy en gul klaphat, som jeg kan bruge, når spillerne igen er på hjemmebanen i 2017.

Jeg er nemlig helt sikker på, at sådan en klaphat vil passe fint til et larmende klaptræ.