Svigt på svigt på svigt....

Kommunernes socialforvaltninger bliver nødt til at stramme sig an og anlægge en mere kontant facon overfor familier, der tydeligt og åbenlyst ikke fungerer normalt. Familier, der pendler mellem kommuner for at ”undgå”, at det offentlige griber ind, er åbenbart et kendt fænomen. Også på Lolland, der fredag og henover weekenden er bragt i mediernes søgelys i den gennemført ulækre sag fra Brønderslev. Et forældrepar sidder nu fængslet for mishandling af en 20-årig datter, og otte søskende er blevet tvangsfjernet.

Hvordan kunne det gå så galt? Hvis vi skal dømme efter de oplysninger, der hidtil er kommet frem via medierne, har det ikke skortet på advarselssignaler. Kommunerne – hvor Lolland står som første kommune, hvor man kunne se, at der var noget galt – har lavet masser af undersøgelser, men ingen har tilsyneladende handlet. Hver gang, kommunerne var færdige med deres undersøgelser af familien, flyttede den. Så starter sagen næsten forfra, selvom den tidligere hjemkommune sender sager frem til den nye kommune.

Det burde ikke kunne lade sig gøre, men det kan det. Sagen fra Brønderslev, hvor en familie via Skanderborg ”flygtede” fra Birket på Lolland, er et rædselsscenarie i, hvor galt det kan gå, når den sociale armod og menneskelige degeneration går hånd i hånd.

Nu bør selvransagelsen præge landets socialforvaltninger. En sådan sag bør ikke kunne finde sted uanset, at familien mere eller mindre bevidst har flyttet kommuner for at undgå indblanding fra kommunen. Men hvorfor flygte fra hjælp?

Og hvorfor skal der så mange undersøgelser til, hvis det er åbenlyst for de fleste, at børnene ikke har det godt og lider under forældrenes måde at leve deres liv på. Hvor grundig skal en tragedie kortlægges, før det er ”tilladt” at gribe ind?

Hvem er skurken? Vi ved ikke om Lolland, Skanderborg eller Brønderslev kommune har fejlet. Vi kan konstatere, at historien om den børnerige familie er eksemplet på svigt på svigt få svigt. Både af familiens voksne, der lader deres børn i stikken og af kommunerne, fordi de er for langmodige med at gribe ind.

Lad os håbe, at Brønderslev-sagen er sagen, der får alle til at vågne op og ændre regler og praksis for at stoppe de socialt forarmede nomade-familier. Godt nok har vi vores personlige frihed til at lave vores liv som vi vil, men her går grænsen meget tydeligt.