Advent - eller noget om det kommendes vægt

Af Jesper Bacher, sognepræst i Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe pastorat, Rubbeløkkevej 10, Rødby:


Julen nærmer sig. Det kan dårligt overses. Der er julemarkeder og julestuer, julepynt i gader og stræder, julelys i øjnene og på husene, og juletræer knejser på torve og pladser. Der jules riget rundt og i alle kroge og afkroge.

Midt i al juleriet kan man næsten glemme, at det faktisk er advent. Det er ligesom advent drukner i julen, selv om der står adventskranse i mangt et hjem, og december er kirkeårets adventsmåned. 

Men strengt taget er det rigtigere at tale om adventstid end juletid, mens vi tæller ned til den store aften. Mange har en julekalender med 24 låger, men på mine børns tyske chokoladekalender står der adventskalender, og det er faktisk mere præcist.

Det er værd at slå et slag for advent, og jeg vil faktisk påstå, at adventsforståelsen er afgørende for menneskelivet. Ser vi først på ordet advent, kommer det fra latin. ”Adventus” betyder fremrykken eller en ankomst, der indleder et ophold. Advent handler altså om det kommende, det eller den, som kommer til os.

Og hvem skænker ikke det kommende en tanke? Vi kan ikke spå, men som intet andet væsen gør mennesket sig tanker om fremtiden. Vi kan slet ikke lade være. Der er ligefrem folk, der forsker i fremtiden, selv om den af gode grunde lader vente på sig.

Sommetider siges det, at man skal leve i nuet, og det kan være et godt råd, når man mangler nærvær og tager sorgerne på forskud, men nuet er alligevel ikke nok. Jesus siger ganske vist, at hver dag har nok i sin plage, og dog taler han ofte og indtrængende om det kommende.

Og det kommende er mere end fremtidsmusik. Det bestemmer i høj grad det nærværende. Vores nutid præges af vores fremtidsforventninger. Har vi opgivet håbet, venter vi os bare nederlag og ulykke i den tid, som kommer, så kaster fremtiden en mægtig og ofte lammende skygge over dagen i dag. Håbløs gør livløs. 

Tag nu vores egen egn. I efteråret lukkede vindmøllefabrikken Vestas, og over 400 medarbejdere mistede deres job. Nakskov blev en stor arbejdsplads mindre og de ledige hænder mange flere. Vestas-fabrikken gik tabt, og det er såre trist, men det er endnu værre, hvis håbet går samme vej.
Hvis den kedelige erfaring får lov at farve fremtidsperspektivet og forgifte gåpåmod og handlekraft.
Der er heldigvis mange, som holder håbet og fanen højt i Lolland Kommune, for uden tro på morgendagen sker der ikke meget i dag. Et sted i Bibelen hedder det om den gode hustru, at ”hun ler morgendagen i møde”. Det er ikke den ringeste indgang til fremtiden.

På den måde er adventsforståelsen altså afgørende for menneskelivet. ”Du bliver hvad du spiser” lyder et sundhedslogan, men et adventslogan kunne lyde: ”Du bliver, hvad du håber!”.

Men, men, men, vil den verdenskloge skeptiker sige, man håber jo ofte forgæves. Hvor mange forventninger er ikke blevet skuffet, hvor mange fremtidsplaner er ikke gået i vasken, hvor mange gange har det kommende ikke vist sig svangert med ulykke og sorg? 

Ganske ofte. Det kan ingen nægte, og ender vi ikke alle sammen som håbløse og stendøde tilfælde på kirkegården? Og hvad med jorden? Samme dag som lukningen af Vestas, kunne man læse, at forskere fra Århus Universitet havde regnet sig frem til, at solen vil sluge jorden om 6 milliarder år, mens der kun vil gå 200 millioner år, før havene koger væk, så kloden bliver ubeboelig. Det kan man kalde da kalde global opvarmning!

Ja, vores små håb kan sagtens vise sig håbløse, men der er et andet og større håb. Et håb, som ikke skal indfries af os, et håb fra Gud. Alting kommer og går, også livet, men Gud går ingen steder, han kommer. I Jesus Kristus kom han til jorden og lod sig føde og dø af kærlighed til vildfarne og dødelige mennesker.

Nu kommer han i sit ord for at mætte sultne sjæle og hele knuste hjerter, og engang skal han komme i magt og herlighed for at begrave døden og gøre alting nyt. Det er ganske simpelt advent, at Gud kommer, hvad end der ellers måtte komme over vores hoveder, egn, land og verden. I en af vores smukkeste adventssalmer hedder det om Jesus ”... da kom du selv min glæde og gjorde mig så glad”. Lykken er lunefuld, men den glæde er fuldtro.

Advent peger også hen på julens komme, og derfor er det helt på sin plads, at juleforventningen fylder adventstiden, men advent er ydermere tid til selvransagelse, til at spørge sig selv, hvad man egentlig sætter sin lid til? Håber jeg for lidt, fordi jeg tror for sølle? Er det ikke tid at fatte håb til Gud og således få nyt mod på livet? Hvis jeg tror, at Gud kommer, så kan livet jo bare komme an. 

Som Martin A. Hansen siger et sted, ”håbet galer som en hanekylling”. Må det vække mennesker. Da bliver det advent i hjerterne, Gud til ære, os til gavn og glæde.