Ellens kloak-chok: Hun skulle bare lufte hunden

BØTØ: Ellen Gades blod er rigtig sundt. Det kommer egentlig ikke bag på den tidligere bioanalytiker.

- Jeg går hver dag to timer. Det må være derfor, mener hun og serverer kaffe, selvom hun humper rundt. Benet skal bruges. Det er doktorens ordre.

Gåturene er egentlig til ære for hunden Uffe, en fem måneder gammel gravhund. Det var det også den lørdag mellem jul og nytår, hvor Ellen Gade kom til skade med sit ben.

- Klokken var omkring 14.30 og jeg gik direkte ned ad Valmuevej for at lufte Uffe nede ved diget. Jeg husker ikke, hvor jeg havde min opmærksomhed, men det var sikkert på Uffe, husker hun.

-Det gik så stærkt. Pludselig råbte jeg bare oi og så stod jeg der i kloakken. Kun mit hoved stak op.

Hun mærkede ingen smerte, men det venstre ben føltes underligt.

- Som var det løse sten med skind omkring nede i gummistøvlen.

Trak sig selv op

På trods af at hun har rundet de firs år, strakte Ellen sine arme op over hovedet, lagde albuerne på jorden og trak sig selv op af kloakken.

- Jeg har normalt ikke min telefon med, men af en eller anden grund havde jeg det den dag, så jeg ringede 112.

På hospitalet klipper de gummistøvlen op og der er ingen tvivl. Et åbent benbrud. Røntgen viser, at det er gået ud over to af skinnebenets knogler. Ellen Gade mener, de er sat sammen igen med et spyd. Hun viser arret på knæet frem og roser personalet. Ikke bare for et fint ar, men også for den behandling, hun fik i ugen, hun var indlagt. Det var som at være på hotel, mener hun.

- Men de tog virkelig mange prøver, for de var bange for, om bakterier fra kloakken skulle være gået i knoglen.

Møder så meget omsorg

Indtil videre tyder det ikke på en infektion, men om Ellen Gade kommer sig helt efter faldet vil tiden vise. Viljen mangler ikke, så selvom morfinen gør hende dårligt tilpas, tager hun den, så smerterne ved at bruge benet er så små som muligt. Hun ser frem til at klare sig selv igen. Uanset om det er græsplænen, der skal slås eller Uffe, der skal luftes. Når det er sagt, så møder hun stor velvilje.

- Jeg har tidligere takket nej til andres hjælp. For jeg kan jo godt selv, men denne her gang har jeg været nødt til at sige ja tak til hjælp med at lufte Uffe. Jeg møder så meget omsorg. Det er faktisk kommet lidt bag på mig.

Så forargede

Tilbage står spørgsmålet, hvordan kunne det ske? På billeder af det hul, Ellen faldt i står nemlig en advarselspæl og det erkender hun.

- Jeg skulle selvfølgelig aldrig have trådt på det dæksel, men altså flere af os har talt om, at den pæl er flyttet lidt rundt i tre-fire år og at vi ikke vidste, hvad den skulle til for. Var den glemt efter et byggeri. Mange er så forargede og flere har ringet til kommunen. Nu er det blevet fikset, men hvorfor skulle det stå så længe, når man faktisk kan rykke så hurtigt ud?

Ellen Gade er ikke typen, der lader sig traumatisere af en tur i kloakken. Hun synes mest af alt, at det var ulækkert. Og hun har da tænkt tanken omkring, hvilken død, hun havde fået, hvis ikke der havde været en bund at ramme. Og så har hun tænkt på en anden ting.

- Det var da godt, det ikke var et barn.