En af verdens største gåder er måske løst

Den uddannede ingeniør Hans Folkvardt fortæller passioneret om sine opdagelser. Foto: Ingrid Riis

En ingeniør fra Lolland har måske løst Egyptens største mysterium: Hvordan Keopspyramiden blev bygget - endda ved et lykketræf.

Offentliggjort Sidst opdateret

ØLLEBØLLE For at kunne forstå, hvordan Hans Folkvardt fra Øllebølle muligvis har løst et af verdens måske største mysterier, må vi tilbage til 1737. Det er en fransk greve, som overtaler kongen til en handelsekspedition i Afrika.

Her deltager den danske flådeofficer Fredrik Norden. Ekspeditionen foregår over land for ikke at vække for meget opmærksomhed. Alligevel bliver den stoppet af en arabisk karavane, men når at flygte. Missionen mislykkedes, til gengæld når ekspeditionen hjem med livet i behold. Og det, der ellers var en fejlslået ekspedition, viser sig siden at være et lykketræf uden sidestykke!

Hans Folkvardt forklarer om såkaldte ophalerspor og om, hvordan arbejdere via slæbeveje fragtede vand og sten. Foto: Ingrid Riis

Ingen bøger uden illustrationer

For da bøgerne "Rejse i Ægypten og Nubien" i anledningen af dronning Margrethes 70-års fødselsdag i 2010 bliver sat i salg, erhverver Hans Folkvardt sig et eksemplar. Da han er uddannet murer og ingeniør samt historieinteresseret, undrer han sig over, at en illustration viser nogle mærkbare striber godt halvvejs oppe ad Keopspyramiden. Disse illustrationer er tegnet af Norden, som var en fremragende illustrator. Han dokumenterede store dele af sine ekspeditioner og lagde kimen til to bøger.

Striberne er i virkeligheden udfyldning af såkaldte ophalerspor efter opbygningen af pyramiden.

Ophalerspor er Hans Folkvardts egen beskrivelse af den arbejdsvej, egypterne brugte til at fragte blandt andet sten op ad pyramiden.

Sporet er lukket med udhuggede sten fra det lokale stenbrud og beklædt med ydersten fra Tura-bjergene. Disse blev lagt på hele pyramiden efter færdiggørelsen af pyramidens indre struktur. Engang i den sene middelalder blev stenene fra yderbeklædningen taget af og brugt til opførelsen af palæer i Cairo.

Loven om forbundne kar siger, at et antal forbundne kar, uanset højdeforskellen, altid vil fyldes, til overflademængden har samme højde. Så længe temperaturen er den samme overalt i væsken.
Undersøgelser viser, at man har fundet mørtel mellem stenene. Dette tyder alt andet lige på, at kanalerne er vandtætte, hvorfor man sandsynligvis har skullet transportere vand i dem.
Sidst i det 20. århundrede konstruerede man en maskine, der kunne bevæge sig op gennem kanalen (hørende til Dronningekammeret, red.) og observere, hvorledes der lå en granitsten på tværs. Kanalen var på en strækning vandret, før den blev diagonalt opadgående. Teorier lyder på, at kanalen skulle være til stjernekiggeri, sjælevandring eller lyd. Alle teorier, Hans Folkvardt beskriver som vrøvl.

Hans Folkvardt beretter om nyopdagede teknikker i de gamle pyramider. Foto: Ingrid Riis

Rette mand på rette sted

Da hele opførelsen nok har taget 10-20 år, og beklædningsstene først er blevet monteret sidst i processen, har disse fået en anden farvetone i forhold til den øvrige væg, som har været fritstående under opførelsen.

Var Norden kommet tidligere, var sporet eller striben ikke synlig, da overfladestenene stadig sad på pyramiden, og var han kommet mange år senere, var sporet udvisket af solen og sandblæsning. I dag kan striberne nemlig ikke ses, hvilket primært skyldes forurening.

Man kan sige om Norden, at han var den rette mand, på det rette sted, på det rette tidspunkt.

. Foto: Ingrid Riis

Kunsten at bygge pyramider

En anden genialitet, egypterne også gjorde brug af, var at bruge naturens kræfter til deres egen fordel.

Da man observerede, hvordan skibe med tung last i havnen steg voldsomt under den årlige oversvømmelse, mente man at kunne bruge samme teknik til at løfte sten med. Sten, man skulle bruge til opbygningen af pyramiderne.

I pyramidens yderligste kamre, hvor der foreligger horisontale kanaler, kunne man konstruere en vandelevator i form af en fem gange syv meter løfteskakt. Inden oversvømmelsen havde man bygget diger, som kunne lede vandet til pyramidens fod.

Vandbærerne kunne således via tosporede slædeveje, en opadgående og en nedadgående, fylde kanalerne med vand og derved løfte de tonstunge sten op langs pyramidens inderside.

Der er i og for sig ikke noget særligt i, at man har (fået) løftet tonstunge sten op ad siderne på pyramiden - men Hans Folkvardt kan bevise, at man faktisk har gjort det.

Det ene kammer, Dronningekammeret, havde nemlig en tilhørende kanal. Kanalen endte uforklarligt blindt.

Kanalen nåede ikke ydermuren, men var i stedet tilsluttet en arbejdsvej langs pyramidekanten.

Det var det bånd, som Norden havde illustreret fra lang afstand, og som fangede Hans Folkvardts opmærksomhed.

. Foto: Ingrid Riis

Forbundne kar

Når man havde fyldt kanalen op, og dermed overskred tragtens indløb, ville det vand, man hældte i den øverste kanal, løbe ud i den nederste.

Problemet kaldes "Loven om forbundne kar", hvilket man løste ved at blokere tragten med to spærresten. Således kunne man fortsætte arbejdet, komme højere op og etablere Kongekammeret.

. Foto: Ingrid Riis

Verdens bedste lykketræf

Han påpeger, at han opdagede striberne på Nordens tegninger i kraft af sin uddannelse som anlægningsingeniør og murer samt en lille smule held.

Det gjorde ham i stand til at se detaljer, som de 999 andre købere af bogen ikke så. Hans Folkvardt kalder det selv for et lykketræf - et meget heldigt et af slagsen!

Hans Folkvardt forsikrer dog, at denne nødvendige lukning af kanalen beviser, at det helt bestemt var den fremgangsmåde, man benyttede.

Han kalder det ingeniør-teknikkens vugge. Sågar 2.525 år før Kristi fødsel!

Læs også artiklen "Så pyramiden som udsendt" i lørdagens Folketidende.