"Han begyndte at bruge ble igen" – mor slog alarm om vilkårene i børnehaven

For få måneder siden skrev Janni Slowik for første gang en bekymringsskrivelse til forældrebestyrelsen i sin søns børnehave. Og det var der flere årsager til. 

En af grundene var, at han kun ville afleveres i vuggestuen, selvom han egentlig var begyndt i børnehave. Det gjorde afleveringerne meget svære. Når hun hentede ham om eftermiddagen, fandt hun ham som regel også blandt de mindre børn i vuggestuen. 

En anden grund var, at han begyndte at bruge ble, selvom han egentlig var pottetrænet.  

- I det hele taget ændrede hans adfærd sig drastisk, forklarer hun.

Flere udfordrede børn i institutionerne: - Men ressourcerne følger ikke med

Personalet i børnehaven virkede ganske ofte til at have travlt med de børn, der havde brug for nogle andre rammer. Det måtte pædagogerne forsøge at støtte op omkring, og det efterlod de resterende børn mere eller mindre til sig selv, mener hun.

Hun bakkes op af flere forældre, som Folketidende har talt med. 

- Jeg er ikke i tvivl om, at pædagogerne gør alt og har gjort alt, hvad de kan. Det er rammerne og normeringen, der har været forkert, siger hun. 

Ressourcer går til få børn

Folketidende har været i kontakt med flere pædagoger, der bekræfter Janni Slowiks oplevelse. De har sjældent mulighed for at arbejde ud fra de målsætninger, der er sat. Blandt andet arbejdet med mindre børnegrupper. 

- Små grupper skaber de bedste udviklingsmuligheder for alle børn. Både dem med og uden særlige behov. Men det er sjældent en mulighed for os at gå fra i mindre grupper. Mange af vores ressourcer bruges på de børn, der har et særligt behov. Og det er der et stigende antal børn, som har, forklarer Tine Nakskov. 

Hun er uddannet pædagog med 16 års erfaring og tillidsrepræsentant i Børnehuset Toreby. En anden institution end den, som Janni Slowiks barn går i. Til daglig arbejder hun i børnehusets vuggestue, hvor de er to voksne til syv børn. Ifølge minimumsnormeringerne bør de være to voksne til seks børn, men hun mener alligevel, at de er godt stillet i forhold til andre institutioner. 

Udfordringen opstår, når en af de to voksne må gå fra for at hjælpe et barn på toilettet, eller for at kigge til de sovende børn. Noget, de skal gøre hvert kvarter. Opstår der en konflikt mellem to andre børn i det tidsrum, må pædagogen på stuen overlade de andre børn til sig selv for at tage sig af det. 

- Når vores tid i højere grad går til få børn, betyder det, at andre børn ikke får den opmærksomhed i løbet af dagen, som alle børn fortjener at få. Det er noget, som mine kolleger har budt ind med. Det fylder meget i løbet af dagen, siger hun.

Slår og spytter på personalet

- Der er i dag flere børn med særlige behov, end da jeg blev uddannet. Og det handler ikke altid om diagnoser. Det kan også være, at de har svært ved de sociale spilleregler, og hvordan man kommer godt ind i en leg. Hvis ikke vi har hænderne og ressourcerne til at vise dem og lære dem, hvordan man gør, så er det jo klart, at der bliver konflikter. 

Hvis et barn oplever, at det har svært ved at finde ind i en gruppe, så kan det være nemmere at gå hen og slå, siger hun.

- Man får i hvert fald noget opmærksomhed. Men sådan skal det jo ikke være. Da jeg begyndte som pædagog, kunne man godt være to voksne til 20 børn i en børnehavegruppe. Det er svært i dag. Dels fordi flere børn har brug for hjælp. Dels fordi der er kommet flere opgaver. Der kommer hele tiden noget ovenfra. 

I øjeblikket arbejder man i Børnehuset Toreby med positionering. En rutine, der skal sikre, at der er en voksen til fordybelsesaktiviteter, og en voksen, som har overblikket over sovende børn og de børn, der skal på toilettet. 

- Som regel kører det, men det er kun, hvis vi er voksne nok. Hvis der er konflikter, så er fordybelsen ofte det, man vælger at droppe. 

Det handler om rammerne, ikke børnene

 Tine Nakskov mener, at inklusion kan være en god ting. Hun mener også, at en del børn sagtens kan inkluderes i en almen institution. Det er bare vigtigt, understreger hun, at der følger ressourcer, hænder og efteruddannelse med. 

- Du kan ikke bare sende børn med særlige behov ind i en almen institution, uden at der er uddannet personale til at gribe de børn. Så vi ved, hvordan vi skal håndtere det. Vi gør jo selvfølgelig vores bedste og bruger vores sunde fornuft. Men der er også børn, som ikke fungerer i de rammer. Og det er ikke børnene, der er noget galt med. Det er virkelig vigtigt at understrege. Det er rammerne og ressourcerne, den er gal med. 

I medierne har man igennem de seneste år hørt om skolelærere, der udsættes for både fysisk og psykisk vold af elever helt ned i indskolingen. Men det er ikke noget, der først begynder i folkeskolen, siger Tine Nakskov. 

- Det er også børn på to-tre år, der kan finde på at slå med ting, kaste sand og spytte på både børn og voksne. Jeg har oplevet at stå over for et femårigt barn, der truede med en stor skovl af jern, og være ægte bekymret for, om barnet ville slå mig. Og de små børn spejler sig i de større børn, og de synes jo, at det er meget sjovt. Det handler ikke om dårlig opdragelse. Jeg tænker, at det er en frustration over, at de ikke får den opmærksomhed, de skal have. For når du har barnet én til én, så er det et helt andet barn. 

Janni Slowik oplever, at hverdagen er blevet lettere for hendes søn. En årsag kan være, at et eller to børn er flyttet til en anden institution. Men hun mener ikke, at det er rimeligt, at balancen i en daginstitution skal afgøres af de enkelte børn. 

- Hvis to børn, der ikke trives i den institution, kan skabe så massive udfordringer, hvordan vil man så få held med at inkludere flere børn i almene institutioner?