Kendisser dukkede pludselig op i lokal fiske-biks

Hans Pilgaard, Natasha Brock og Joel Hyrland kom på besøg hos Fiskebrættet. Privatfoto

For nylig havde Tobias Leegaard besøg af tre kendisser på sit lille spisested Fiskebrættet i Stubbekøbing. Trioen var i gang med tv-optagelser på Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING: Han har prøvet det før. For selvom den lille biks Fiskebrættet på havnen i Stubbekøbing blot er en bibeskæftigelse ved siden af hans to andre jobs, er det en kendt lille biks, Tobias Leegaard har sig.

Tilbage i 2021 drønede den folkekære tv-vært Peter Ingemann forbi på sin knallert for at få et stjerneskud i programmet "Ingemann, Fyn og Lolland-Falster". Det var noget, der imponerede tv-værten - og så havde Tobias Leegaard pludselig lange køer af folk, der også ville sætte tænderne i samme ret.

Og inden længe kan det være, han får ekstratravlt igen.

Tilbage på skærmen

I tirsdags havde endnu et tv-hold nemlig fået ham på krogen.

Mangeårige "Hvem vil være millionær"-vært Hans Pilgaard kom på besøg med TV2-programmet "Sæt pris på Danmark". I hvert afsnit har tv-værten to kendte danskere med.

Med til Falster havde han komiker og Stormester-aktuelle Natasha Brock og Joel Hyrland, som nok bedst er kendt for at være en del af komiker-duoen "Adam og Noah".

Artiklen fortsætter efter billedet...

Tobias Leegaard har haft Fiskebrættet siden 2020. Arkivfoto: Anders Knudsen

De to kombattanter skulle konkurrere om at finde frem til prisen på en ret, Tobias Leegaard havde fisket frem til dem.

- Det var rigtig fint. De var supersøde og professionelle, så det er jo fantastisk. Det skal man bare være glad for, siger han og lægger ikke skjul på, at det var vildt for ham endnu en gang at få tv-besøg.

- Det er det jo, og jeg tager det altid som en oplevelse. Man er da glad for, at det, man laver, kommer bredt ud. De kunne lide maden og var rigtig glade, siger Tobias Leegaard.

Spændt på reaktion

Normalt holder Fiskebrættet kun åbent fredag, lørdag og søndag. Dog forklarer han, at han forventer at have flere åbningsdage henover sommeren.

Og selvom programmet først bliver sendt til efteråret, er han spændt på, om der vil komme en lignende reaktion, som tilfældet var i 2021, hvor han fik rygende travlt.

- Det er jo fedt, men jeg skal også passe på, for der er kun mig i min forretning, siger han og fortsætter:

- Det kan ske igen, men nu er jeg lidt mere erfaren i det, og så må jeg se, om jeg kan følge med. Det gavner jo ikke kun mig, men også lokalsamfundet, færgen og de andre byer, hvis folk kommer hertil. Den del betyder også meget for mig, forklarer indehaveren af Fiskebrættet.