Kommunen bekræfter: Ugle redder vandtårn

Nedrivningen påbegyndes ikke, så længe der er slørugler i vandtårnet. Arkivfoto: Ingrid Riis

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING: Der vil gå et stykke tid, inden nedrivningen af det gamle vandtårn i Stubbekøbing bliver aktuel.

Det oplyser Casper Henriksen, der er centerchef for teknik og miljø i Guldborgsund Kommune, mandag kort før middag.

Kommunen reagerer dermed på oplysninger, som man fik fredag eftermiddag.

Af dem fremgik det, at der bor en af de meget sjældne slørugler - og måske også flagermus - i tårnet for enden af Karlsfeltvej.

Læs også: Vild drejning: Sjældent dyr kan stoppe nedrivning i sidste øjeblik

Oplysninger medførte mandag formiddag travlhed i forvaltningen, og derefter kom udmeldingen fra kommunen.

- Vi river ikke vandtårnet ned, hvis der bor en slørugle, måske med unger, i tårnet. Sådanne arter skal man tage hensyn til,  siger Casper Henriksen.

Kommunen vil nu undersøge sagen grundigt og derefter lægge en plan for, hvad man så skal gøre.

- Men nedrivningen er udskudt indtil videre.  Og det er ikke til at sige, hvornår den i givet fald kan begynde, siger Casper Henriksen.

Det indledende arbejde med nedrivningen af vandtårnet skulle efter planen være påbegyndt mandag.