NÅR GEDSER ER NOK

GEDSER: Pia Poulsen bipper varerne på båndet. Hun har allerede registreret, at kunderne er tyske turister og slår over i deres modersmål. Udover 25 år i butikken har Pia 63 års erfaring med folk i Gedser. Hele hendes liv er gået i byen.

Nogle af de ældste kunder kalder hende "vores lille Pia." Som var hun stadig det lille barn, de kendte engang. Men det er egentlig udtryk for den familiære stemning, den erfarne butiksassistent er med til værne om i butikken.

- Det er det, jeg synes bedst om ved at arbejde i en lille butik. At man kender de fleste af kunderne. At man kan give Fru Hansen et klap på skulderen eller et lille kram, fordi man ved, at hun lige har mistet sin mand. For dem som er ensomme, betyder det meget at få en lille sludder eller bare et ordentligt goddag og et smil. Det er fandme vigtigt. Ligesom det er at byde de tyskere, der er kommet her i årenes løb, velkommen tilbage. Det kommenterer de meget på. De er slet ikke vant til at blive talt sådan til.

- Du er leveringsdygtig i det hele, smiler Claus Hessellund, hendes chef.

30 gange og tryghed

Jobbet har bestemt ændret sig over årene. Varerne skal bestilles hjem på computeren og det med at lære nye digitale systemer at kende, er ikke Pia Poulsens spidskompetence.

- Jeg skal have det vist 30 gange. Men vi kan noget forskelligt og er gode til at hjælpe hinanden, siger hun med henvisning til sine kolleger, som har været knyttet til arbejdspladsen i næsten lige så mange år som hende selv.

- Man er lidt beskyttet, når man er i sådan en lille butik, og den tryghed kan jeg godt lide. Noget af det handler nok også om at jeg er blevet ældre. Jeg kan bedst lide at gøre, som jeg plejer.

Men er der ikke nogen ulemper ved at bo og arbejde i et lille samfund?

- Hvis jeg har fri og lige har en off-dag, men skal købe lidt ind og render ind i folk, som vil snakke, kan det godt være lidt sådan, siger hun og holder en pause.

- Men sådan er det jo.

Gedsers forandring

Ligesom jobbet har ændret sig, har Pia Poulsen været vidne til Gedsers ændring. Engang var her slagter, skomager og skole med 450 børn.

- I dag er der Brugsen, og vi skal til gengæld også kunne så meget mere, fortæller hun.

Her tænker hun både på posthus og medicinudlevering, men også på de sociale funktioner. Det handler ikke kun om stamkunderne.

- Hvis der flytter nye til byen, pejler vi os også ind på dem.

Ikke brug for andet

Udover Dagli' Brugsen har Pia tidligere arbejdet på færgerne og på røgeriet.  Har hun aldrig haft lyst til at flytte til en ny by og prøve noget helt andet?

-Nej, det har jeg aldrig haft lyst til. Jeg synes ikke, jeg har haft brug for andet. Det vil en 18-årig nok have svært ved at forstå. Da jeg var ung, tog vi da også ind til Nykøbing. Men det var godt nok.  Jeg elsker Gedser. Her er fred, ro og frisk luft.

Heller ikke jobmæssigt har hun haft brug for at gå andre veje.

- Nej, jeg er vokset op med at bruge hænderne og tale med kunder. Jeg kan lide den der ping pong med de samme og at spore mig ind på andre mennesker.

- Du er en fantastisk gave til butikken. Vi har lige haft en kundetilfredshedsundersøgelse, og der er du nævnt ved navn flere gange, siger Claus Hessellund.

Pia kigger lidt ned i bordet. Hun bryder sig egentlig ikke om at blive fremhævet, men smiler alligevel et lille smil i mundvigen.

Efterløn og mormor

Næste år går hun på efterløn. Hun er blevet mormor og vil gerne hjælpe datteren og familien mere. Hvad siger chefen til det?

- Det er da ærgerligt. Det bliver svært at finde en som Pia, som kan fornemme kunderne og ikke er berøringsangst.

Den tid, den sorg. På tirsdag vil kolleger og chef først og fremmest dele glæden ved, at Pia har været hos dem i så mange år. Derfor er der inviteret til reception fra klokken 14 til 16.