Revykunstnerne er kede af aflysning

NYKØBING Hvad gør vi nu, lille du?

Spørgsmålet rejser sig blandt alle, der har en rolle i årets udgave af Nykøbing F. Revyen. Mandag blev det efter ugers spekulation meldt ud, at den er aflyst på grund af coronaepidemien, og det efterlader flere i et tomrum. Ikke mindst de fem, der skulle have underholdt i salen i Nykøbing F. Teater sommeren over.

Blandt dem er Pernille Schrøder, der er klar i mælet, når det kommer til aflysningen.

- Det er det ærgerligste, jeg næsten nogensinde har været med til. Det er så mærkeligt, siger hun og tilføjer:

- Jeg har lavet det her i umindelige tider, og selvfølgelig har man prøvet, at en producent gik ned, eller noget blev lagt ned på grund af manglende publikum, men det her med, at alt er lagt ned, fordi folk ikke kan være sammen, det er edderbukseme mærkeligt.

Hun påpeger, at alle, der er beskæftiget inden for kulturen, er defineret ved, at der kommer mennesker og ser på dem, og at det præcis er det, man ikke må under coronaen.

- Så det er meget amputeret og følelsesmæssigt hårdt, siger hun.

En fod foran den anden

Pernille Schøder og de øvrige revyspillere skulle have gået på scenen til premieren 11. juni.

Det ville have været hendes 11. sæson i revyen, men med aflysningen blev planerne ændret.

- Helt jordnært betyder det en græsselig lønnedgang, men sådan er det for alle i landet, siger hun og fortsætter:

- Jeg har ingen planer! Jeg sætter den ene fod foran den anden og ser, hvad der sker. Privat kommer mit dejlige jazzorkester, som jeg ikke har spillet med længe, næste lørdag fem mand høj ud til mig i Vanløse, og så spiller vi lidt ude på fortovet. Så kan folk omkring os selv bestemme, om de vil sidde i haven med et glas rosevin.

Dertil er der blevet tid til at lave praktiske ting i hjemmet. Artistens hverdag er således vendt op og ned.

- Jeg gør som vel 1,5 millioner andre kvinder og sorterer i mit tøj. Jeg har fået slebet og malet en havelåge, er ved at male spisebord, og så har jeg en algefri altan og terrasse, så jeg er i fuld gang med alt mulig praktisk. Jeg sidder også og laver transportregnskab til selvangivelsen, for tiden skal jo gå med et eller andet, siger hun.

Det er halvandet år siden, hun skrev under på aftalen om at medvirke i revyen, og hun har glædet sig til den af flere årsager.

- Dels er det hamrende sjovt i øvelokalet. Vi har et dejligt hold i år, som jeg havde glædet mig til at arbejde med. Og så er det enormt dejligt at præsentere for publikum og at være lige der, hvor der er noget, folk har glædet sig til, siger hun og tilføjer:

- Jeg har haft sommerhus på Marielyst i 15 år, så mit hjerte bløder også for alle dem, der er afhængige af, at der kommer mennesker, som revyen er en stor del af at trække til.

Derfor bekymrer det hende også, hvor mange af de lokale aktører der klarer skærerne og åbner igen næste år.

Selv begynder hendes aktiviteter igen i august, som det ser ud nu, hvor hun skal lave en børneforestilling om nissebanden som musical på Bakken.

En sårbar branche

Også Henrik Lykkegaard, der skulle have været med i revyen for tredje gang, er ked af aflysningen.

- Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke skal derned, men værst er det for Mickey (revydirektør Mickey Pless, red.), der lige er startet. Jeg håber, hjælpepakkerne kan holde hånden under ham, så han kan komme stærkt igen næste år, siger han og uddyber:

- Jeg har affundet mig med, at vi ikke skal spille, men det, der fylder mest, er, hvor store konsekvenser det får for alle landets revyer, for det er en sårbar branche.

Når han ser i kalenderen, er der to-tre ting, som han ikke ved om bliver til noget, men han skal nok klare sig, forsikrer han. Også han så meget frem til sommeren.

- Jeg synes, det var et godt hold (til revyen, red.), så jeg så frem til at bruge sommeren dernede, have familien på besøg og bo i sommerhus. Vi plejer at bo i Marielyst, og der er så hyggeligt. Folk er glade for deres revy, der er meget opbakning til den, og hele stemningen er meget positiv, siger han og slutter om dagligdagen, der som Pernille Schrøders er helt anderledes:

- Lige nu sidder jeg og lave lektier med min søn, der går i 9. klasse, men er hjemsendt fra efterskolen. Og så skal jeg have malet huset og andre ting, men man føler sig jo som en hund, der sidder uden for en butik og venter på, at ejeren kommer ud, så vi kan komme videre.