Senior-succes: Var på pension i to dage - så fortrød Anni

NYKØBING: Der var langt flere krummer at byde på i såvel Anni Kjærgaard som Helle Kjøller, da de gik på pension for lidt over to år siden. Og det passede meget godt med, at de forlod en branche, der faktisk ikke rigtig kunne undvære dem.

Anni Kjærgaard havde i 22 år været ansat som social- og sundhedsassistent på hjertemedicinsk afdeling på sygehuset i Nykøbing. Men hun nåede kun at være på pension i to dage, før hun indså, at hun ikke skulle være derhjemme i meget mere end netop to dage.

Samme erfaring med pensionisttilværelsen havde Helle Kjøller. Hun har i 30 år undervist på Sosu Nykøbing Falster, blandt andet som Skills-træner, og været censor.

- Og jeg kan da godt lide at strikke, men jeg kunne ikke forlige mig med at skulle sidde at strikke dag ud og dag ind, forklarer hun.

Kan hjælpe de unge

Først meldte hun sig til vaccinatørkorpset og censorkorpset, men da coronapandemien efterhånden gik i sig selv, var der ikke længere behov for hendes hjælp. Det var der til gengæld på sygehuset, forklarede en bekendt. Og efter en samtale med de to oversygeplejersker var hun ansat.

- Jeg er ikke specialuddannet i kardiologi, men jeg kan den kliniske sygepleje, og jeg kan kommunikere med og observere patienterne hele vejen rundt. Jeg har undervist elever i det i så mange år og har på baggrund af det holdt min viden ajour. Så det var ikke sådan, at jeg bare dumpede ned fra én verden til en anden verden.

Det, som Helle Kjøller ikke kunne ved ansættelsen, var at overvåge patienter igennem teknologi.

- Men det kunne jeg vel lære. Og det sagde de også. Mit ønske var ikke at blive stuegangssygeplejerske, for det krævede en uddannelse på to år. Men jeg går ind i den direkte pleje som de andre assistenter. Og jeg vejleder gerne elever, men jeg er ikke praktikansvarlig, forklarer hun.

En stor elastik

De er lige nu fire personer, der havde nået at lade sig pensionere som enten sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent, men som savnede kontakten med patienter og kolleger for meget. Det, de ikke savnede, var til gengæld de lange vagter dag efter dag.

- Det har været afgørende for mig at have en stor elastik og forståelse fra ledelsens side, og at jeg kan vælge de vagter, jeg ønsker. Jeg har ønsket at have aftenvagter, for det passer mig bedst. Så jeg møder klokken 15 og kan få lov at gå klokken 22 - en time før normalen, forklarer Anni Kjærgaard.

Og det er den samme fleksibilitet, der har gjort det muligt for Helle Kjøller at fortsætte. Hun valgte i sin tid at gå den undervisende vej, fordi hun rent fysisk ikke kunne være på i så mange timer. Men at tage en vagt bare en, to eller maksimum tre dage om ugen i syv timer opfylder det behov, som hun manglede i sit nye liv. Især fordi hun selv kan vælge til eller fra.

Kompetente hænder

Med jobbet skal Helle Kjøller gøre brug af de ting, som hun har undervist elever i. At sætte senge i sin egen arbejdshøjde og at huske de gode arbejdsstillinger. Eller ikke at gå ind til en opgave alene, hvis man har en idé om, at det er bedst at være to.

- Og så oplever jeg en enorm gensidighed. Én ting er, at jeg kan hjælpe patienterne. Men mine gamle elever husker mig også og hilser, og den gensidighed bærer jeg med mig hjem.