- VI VED IKKE, HVOR VI FINDER NOGET SOM MARINESTUEN

NYKØBING: Eftermiddagen trænger ind gennem vinduerne i fine, skrå stråler, og cigaretrøg, lyde og minder svæver rundt i rummet. Et rum, der er usædvanligt fyldt på dette tidspunkt.

Marinestuen er fortid, men i løbet af december har både stamkunder og helt nye kunder været forbi for at hilse på. For at se, hvad det er for et sted, folk taler sådan om. Og for at tage afsked. Altså, alle bortset fra de mange loyale ansigter på væggen ved siden af Søren Friis Andersen.

Og på den sidste åbningsdag dagen før nytårsaften klemte folk sig ned, hvor der nu var plads, for at dele historierne med hinanden. Det var det, som de altid har gjort.

- Vi kendte hinanden. Vi vidste alt om hinandens koner og børn, og vi fulgte med, når nogle var syge, forklarer "Calle", en stamkunde, der har fundet sin faste plads ved baren.

Stamkunderne havde en fast stol ved baren, og forvildede man sig til at tage den, kunne man godt finde ned ad trappen og tilbage til et af bordene.

- Forestil dig, at der var fyldt som i dag hver eneste dag, forklarer en anden fast kunde.

En brolægger i baren

Marinestuen er et stykke Nykøbing-historie, der forsvinder. Bygningen er blevet købt af nye ejere, og inventaret overtages af Marstal Søfartsmuseum.

- Jeg er aldrig rigtig kommet forbi andre værtshuse end Marinestuen, så jeg ved ikke, hvor man går hen, når stedet her er væk, forklarer Flemming "Rasbom" Rasmussen.

Hver uge i en lang årrække spillede ham og den sædvanlige gruppe trav. Søren samlede pengene ind, og lørdagen efter kom Flemming forbi for at hente præmien.

- Det er Søren, der har gjort stedet her specielt. Det er ham, der er Marinestuen, og vi er mange, der er kommet her på grund af ham.

Flemming "Rasbom" har været en del af det faste klientel siden 1966. Året efter kom Søren Friis Andersen til som fast vært og bartender ved noget af et tilfælde. Han var egentlig brolægger i København, men han vendte aldrig tilbage, da han først havde serveret på Marinestuen i en uges tid.

Ingen af de faste kunder mindes, at der nogensinde har været et slagsmål på Marinestuen. Det ville Søren simpelthen ikke tolerere, og var der optræk til noget blandt nye kunder, tog han dem under sine brolæggeroverarme og sendte dem udenfor igen.

Ud med telefonen

Der har faktisk kun været ballade en enkelt gang, mindes stamkunderne på første række. Og det var dengang, at en anden stamkunde midt i et raflespil begyndte at hive telefonen ud af væggen. Da elektronikken var hevet fri, åbnede han vinduet og kastede det ud i gården, hvorefter han gik hen til Søren og sagde:

- Okay, jeg er klar til at få min straf.

Søren knappede i stedet en øl op til ham og sagde tak. For så var han fri for, at konerne konstant ringede og efterlyste deres ægtemand.

Og siden har der aldrig været en telefon stillet frem på Marinestuen igen.

Tiden er en anden nu. Billedvæggen med mistede stamkunder vokser, og antallet af kunder i forretningen skrumper. Størstedelen af den unge generation kan ikke tage på værtshus i arbejdstiden. Og når de har fri, kører de hjem til deres familie.

- Vi kommer til at savne stedet og historien og atmosfæren. Vi kendte Søren så godt, og jeg håber, at vi stadig vil komme til at se ham, siger Flemming "Rasbom" Rasmussen.

Han mindes dengang, hvor en kunde kom ind med en urne, placerede den på bordet og satte en øl ved siden af den. En stamkunde, der fortjente en sidste tur på Marinestuen.