Vi vil ikke være til besvær efter døden

NYKØBING Det går ikke så hurtigt som i tøjbranchen, men der er også mode i begravelser.

I øjeblikket tilsiger moden, at vi ikke vil være til besvær efter døden.

De store kistebegravelser er sjældne, for 91 procent af os, der bor øst for Storebælt, vælger at blive brændt. Tallet er lidt lavere vestpå.

Dermed skrumper størrelsen også på vores gravsteder. De fleste kommer i et urnegravsted, som kan være helt ned til en halv kvadratmeter stort.

Flere end tidligere vælger at gå videre endnu og få sat deres urne ned i en fællesgrav uden sten. Et stykke græs, som kirkegården passer, og som dermed er uden forpligtelser og med minimale udgifter for de efterladte.

Her behøver de ikke at komme på besøg jævnligt for at rive, luge, sætte blomster og skrubbe fugleklatter af gravstenen.

Det ultimative forsvindingsnummer er at få sin aske spredt over havet. Den mulighed valgte hver 10. i 2019.

Faldende efterspørgsel

Tendensen er landsdækkende, og der bliver flere og flere kirkegårde, der lægger gravsteder om til grønne arealer, fordi efterspørgsel er faldende.

I Nykøbing besluttede menighedsrådet for nylig at udfase kistegravstederne helt på Østre Kirkegård og samle dem på Nordre Kirkegård for at opnå en effektivisering på længere sigt.

Men også på Nordre Kirkegård bliver der bedre og bedre plads. Flere nedlagte og tomme gravsteder.

Når sognepræst Lill Arendt Hemmingsen går en tur mellem de små hække, brostenene, gipsenglene, blomsterne og gravstenene, hvor familier har udtrykt deres farvel til en afdød, undrer hun sig over udviklingen.

50 begravelser om året

Hun har fulgt den på nærmeste hold i de 15 år, hun har været præst.

50 gange om året er det Lill Arendt Hemmingsen, der begraver eller bisætter en lokal afdød. Så sognepræsten ved Nordre Kirke kender "sine" afdøde og deres efterladte.

Når en kommende afdød kommer til hende for at dele sine ønsker for den kirkelige handling og pladsen på kirkegården, går argumenterne igen og igen.

Folk vil ikke være til besvær.

De efterladte skal ikke have udgifter eller bøvl med dem.

Vil ikke være en byrde

- Jeg undrer mig, fordi jeg ikke helt forstår argumentationen. Typisk har den afdøde selv passet et gravsted for sine forældre i 30-40 år og er kommet jævnligt for at passe stedet. Det vil de ikke belemre den næste generation med. De vil ikke være en byrde for deres efterladte, og det skal være så billigt som muligt, og derfor skal de brændes. Jeg forstår ikke tanken om, at det skulle være en byrde, for det er jo de efterladte, der selv bestemmer, hvor ofte de kommer. Der er ingen regler for den slags. Jeg tænker, at det er vigtigere, at man er placeret et godt sted, hvor der er plads til, at efterladte kan vise sorg og omsorg. Den savner de efterladte ofte, når den ikke er til stede i en sten, en bænk og et sted at sætte roser, når de står foran fællesgraven og ikke ved, hvor deres mor er, forklarer Lill Arendt Hemmingsen.

Svært at finde ro

Hun ved af erfaring gennem alle årenes samtaler før og efter de cirka 750 begravelser, at en del af de efterladte har svært ved at finde ro med de valg, der er truffet.

Især om en plads i "de ukendtes".

Var det nu det rigtige, jeg gjorde? popper op i samtalerne med præsten, også dem, hun har i sorggrupper og som sjælesørger.

Tvivl fylder i det hele taget mere i samtalerne end tidligere, er præstens erfaring.

Var tøjet, den afdøde fik på i kisten, nu det rigtige? Var det rigtigt, at tegninger fra børnebørnene kom med i kisten? Var farven på bårebuketten det helt rette valg?

- Mange har brug for at få bekræftet deres valg. At få blåstemplet og valideret valgene. Og der er kommet ganske mange valg at træffe i tidens begravelsesmode, hvor vi ønsker mere og mere at personliggøre afskeden. På ydersiden, så det kan ses. Der tegnes og skrives beskeder på kisten. Der står måske en lille John Deer-legetøjstraktor på landmandens kiste. Jeg er sikker på, at landmandens familie og venner også tidligere vidste, hvem der lå i kisten, men moden siger, at det skal gøres mere synligt nu, fortæller Lill Arendt Hemmingsen og fortsætter:

- Jeg er ikke sikker på, at det var nemmere før i tiden, da der var færre valg og en helt klar forventning om, hvordan man gjorde. Der er sikkert nogle, der har hadet at følge traditionen, men der var mindre tvivl, fastslår Lill Arendt Hemmingsen.

Næsten endegyldige valg

Valgene er endegyldige og kan ikke laves om. Eller næsten endegyldige.

For Lill Arendt Hemmingsen har oplevet ganske få efterladte, der bliver så meget i tvivl om valget af gravsted, at de efterfølgende ønsker at få gravet afdøde op af fællesgraven og flyttet.

- Det kan jo lade sig gøre, men det er kostbart, og det er heller ikke sikkert, at alle efterladte er enige om at tage sådan et skridt. Det er forbundet med mange nye overvejelser, konstaterer Lill Arendt Hemmingsen.

Blomsterne består

Der er til gengæld én ting, som efterladte og andre pårørende tilsyneladende aldrig bliver i tvivl om vigtigheden af ved en begravelse.

Det er blomsterne.

Her undrer Lill Arendt Hemmingsen sig igen og indrømmer gerne, at hendes forudsigelse ikke holdt vand.

- Jeg troede, at blomster ville være ude af vores begravelsesmode for 10 år siden. Men de er der stadig i overvældende og vedholdende grad. Vi kommer med blomster, og vi sender blomster. Nogle gange ligger der tre rækker hele vejen ned ad kirkegulvet i Klosterkirken. Jeg havde en formodning om, at blomster for længst ville være afløst af andre måder at udtrykke vores deltagelse. At vi ville skrive et brev, en e-mail eller en hilsen på Facebook. Det er ikke sket, for blomsterne udtrykker stadig et tilhørsforhold og tanker på de efterladte. Kommunikationsformen er ikke vigtig, bare vi udtrykker vores deltagelse, fastslår sognepræsten.