Biblioteker dropper digital musik i landets to største byer

Bibliotekerne i København og Aarhus har valgt at droppe samarbejdet med bibliotekernes digitale musiktjeneste, Bibzoom, hvor brugerne kan låne musik digitalt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dermed kan borgerne i landets to største kommuner ikke længere låne musik på nettet, men kun i form af gammeldags cd'er, skriver Politiken.

De to biblioteker mener, at tiden er ved at løbe fra udlån af musikfiler på nettet, fordi brugerne har adgang til musik på så mange andre platforme og tjenester i dag - de bedst kendte er YouTube, Spotify, WiMP og TDC Play.

- Vi mener, at vi er kommet til et punkt i den digitale musikverden, hvor det ikke længere er bibliotekernes opgave at give adgang til musikfiler, siger it-chef Bo Fristed i Kultur- og borgerservice i Aarhus Kommune til Politiken.

- Der er musik på så mange platforme, så i fremtiden handler det om at formidle den musik, som brugerne allerede har adgang til, tilføjer han.

Materialechef hos Københavns Kommunes Biblioteker, Inger Gyldenkerne, er enig. Og trods markedsføring af Bibzoom er det ikke lykkedes at trække flere københavnske brugere til.

- I takt med at musik og nu også film bliver så let tilgængeligt på en billig måde, handler det mere og mere om, hvordan bibliotekerne fremover kan formidle det og hjælpe brugerne med at finde den rigtige musik, siger hun til Politiken.

I Aarhus har der været omkring 650 månedlige brugere, der downloader musik via bibzoom.dk, mens antallet i København har ligget omkring 1150.

Det koster bibliotekerne i København 550.000 kroner årligt at tilbyde tjenesten, og det er for dyrt til så få brugere, siger Inger Gyldenkerne til Politiken.

/ritzau/