Handicappede kræftpatienter går for længe

Det siger projektleder Maria Lincke Jørgensen fra Socialt Udviklingscenter på baggrund af en stor undersøgelse om udviklingshæmmede og kræft.

Tit opdages kræft senere hos denne gruppe, som selv ikke er så opmærksomme på uvante symptomer.

- I et grelt tilfælde blev kræft hos en af de udviklingshæmmede først opdaget, da han var så syg, at han fik afføring ud af munden, siger Maria Lincke Jørgensen.

Og selv når beboeren eller personalet er klar over, at noget er galt, kan det være svært at få lægen til at forstå det.

- Når lægen spørger, om noget gør ondt, og beboeren typisk svarer "nej", bliver de nogle gange bare sendt hjem igen.

- Lægen mangler forståelse for, at den udviklingshæmmede kommunikerer sin sygdom på en anden måde end andre, og at svarene ikke altid kunne tages for pålydende, siger hun.

I nogle tilfælde forsøger lægerne i en god mening at beskytte sårbare patienter mod alvorlige gener ved at undlade behandling.

- En patient med strubekræft blev opgivet, fordi operation ville betyde, at han skulle tale og trække vejret direkte ud gennem halsen. Men personalet mente, han ville hive slangerne ud, siger hun.

De udviklingshæmmede kan også have svært ved at overskue konsekvenserne af at sige ja eller nej til kemobehandling. Og siger måske så nej, fordi de bedst forstår, at de vil miste håret.

For både sundhedspersonalet og pædagoger på bostederne er det imidlertid vigtigt at lave nogle retningslinjer for behandling af denne gruppe.

- For i takt med at de lever længere, og som andre i befolkningen drikker og ryger mere, så vil flere få kræft og flere vil derfor stå med de svære etiske dilemmaer, der er i behandlingen af denne gruppe, siger Maria Lincke Jørgensen.

/ritzau/

Udviklingshæmmede risikerer at gå alt for længe med symptomer på kræft. Og når de endelig kommer i lægehænder, er der usikkerhed overfor, hvordan de bedst behandles.

Offentliggjort Sidst opdateret