It-ekspert: Rusland får flere prygl end de giver i cyberkrig

Ukraine har bedt hackere verden over om hjælp til at forsvare landet digitalt mod Rusland, og den hjælp har de fået. It-sikkerhedsekspert Peter Kruse vurderer, at Rusland lider mest under den igangværende cyberkrig. (Modelfoto) Foto: Silas Stein/Ritzau Scanpix

Det er verden mod Rusland i cyberkrig, der er indledt efter russernes invasion af Ukraine, siger Peter Kruse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sideløbende med Ruslands invasion af Ukraine er en cyberkrig brudt ud.

I weekenden skrev den ukrainske minister for digital omstilling, Mikhailo Fedorov, på Twitter, at Ukraine etablerer en it-hær. Her opfordrede han personer med teknologiske evner til at melde sig.

Samtidig har hackerbevægelsen Anonymous erklæret cyberkrig mod Rusland.

Og netop fordi store dele af verden har vendt sig mod Rusland, er de den part, der i øjeblikket får flest digitale prygl.

Det vurderer it-sikkerhedsekspert Peter Kruse. Han er også medstifter af sikkerhedsfirmaet CSIS.

Peter Kruse følger slagene på den digitale krigsmark gennem blandt andet overvågning af trafik på internettet og efterretninger fra andre sikkerhedsfirmaer.

- Mange angriber mål i Rusland i sympati med Ukraine. Det betyder, at den største bank i Rusland er helt nede (Sberbank, red.). De har også satellitsystemer, som bruges til overvågning, men som er blevet hacket af Anonymous.

- Man kan have nok så stor en kapacitet inden for cyberkrigsførelse, men når hele verden er mod dig, så bliver det svært at stå imod. Lige nu er min bedste vurdering, at Rusland har mest travlt i defensiven i cyberkrigen end med at angribe.

Flere russiske og hviderussiske hjemmesider er ramt af nedbrud efter angreb fra hackere.

Det gælder hjemmesider tilhørende den russiske regering, virksomheder og store organisationer.

Forbes skrev mandag, at fondsbørsen i Moskva var ramt af nedbrud. Selv om det ikke endeligt kunne bekræftes, hvem der stod bag, så havde den ukrainske it-hær forinden netop opfordret til at angribe børsen.

Mikhailo Fedorov skrev samtidig på Facebook, at "missionen lykkedes".

Cyberkrigen når også danske mål, vurderer han.

Han peger på Nordea, som tirsdag aften blev ramt af et angreb på net- og mobilbank.

- Det spreder sig ud og ind i Danmark, og der vil være russiske sympatisører, der rammer mål i Vesten. De har fået frit lejde og kan angribe på må og få, og det betyder, at vi vil se angreb på danske interesser.

Det er muligt at logge på onsdag morgen, men nogle af tjenesterne fungerer langsomt, oplyser banken, der er Nordens største.