Kirken skaber sammenhængskraft og håb - derfor er det vigtigt at åbne kirkedørene

Af Marianne Gaarden,

biskop, Lolland-Falsters Stift

I denne tid er det meste af det danske samfund lukket ned, og det gælder også kirken. Kirken er en integreret del af samfundet og kulturen, og sådan har det været i mere end 1000 år her i Danmark. De kristne værdier om næstekærlighed og at tage vare på de svageste samt protestantismens tanker om arbejdets vigtighed, vores personlige ansvar og alle menneskers lighed for Gud har alle været med til at forme det samfund, vi har i dag.

Som trådene i et finvævet stykke stof er kirke og kultur vævet sammen i det danske samfund - og det gælder også her på Sydhavsøerne. Uanset om man trækker i de åndelige værdier i form af de lodrette tråde, eller de konkrete værdier i form af de vandrette tråde, så vil det påvirke hele stoffet.

Man kan sammenligne forholdet mellem stat og kirke med et gammelt ægteskab. Ægtefællerne har hver bidraget med nogle værdier til ægteskabet og har igennem et langt liv haft fælleseje. Det gamle ægtepar stat og kirke hører sammen og er afhængige af hinanden på godt og ondt. Det sammenvævede forhold indebærer, at forandringer i samfundet også får konsekvenser for folkekirken, hvilket vi mærker i denne tid, hvor det er regeringen, der bestemmer, hvornår kirkedørene igen kan åbnes.

Det ligger i den kristne DNA at tage vare på de svage, udsatte og sårbare, og derfor er det også indlysende, at kirken overholder sundhedsmyndighedernes retningslinjer og tager hensyn. Af sundhedsmæssige hensyn har folkekirken afstået fra at holde gudstjeneste og forsamles, således at kirkerne ikke blev kilde til smittespredning. Men i takt med at det øvrige samfund begynder at åbne, er det vigtigt at tænke kirkerne med.

Det åndelige afsavn fylder hos mange mennesker i denne tid. Der erfares tomhed og isolation, og det påvirker vores kultur. Mange savner en vished om og erfaring af, at vi ikke er alene i krisen, men hviler i noget, der er større end os selv. Derfor ønsker mange at kunne gå ind i kirkens rum, tænde et lys, bede en bøn for sine kære eller blot lytte til stilheden og mærke en samhørighed med de mange generationer, der går forud for os i dag. Det er danskernes trospraksis igennem tiderne, der sidder i kirkens gamle mure. Derfor er det på tide at åbne kirkedørene for personlig andagt, lystænding og bøn.

I et samfund, der er økonomisk ramt, er det forståeligt, at man i den gradvise åbning af landet sammenholder risikoen for smittespredning med de funktioner, der bidrager til de økonomiske samfundshjul. I det perspektiv kommer man imidlertid nemt til at overse kirkernes værdier.

Hvor man de senere år er begyndt at tale om udflytning af offentlige arbejdspladser, så har den lokale kirke de fleste steder i stiftet været til stede i hvert eneste lille sogn siden den tidlige middelalder. Kirken er altid i nærheden. Det er umuligt at måle eller veje, hvad det betyder for samfundet, at livet i kirkerne bidrager til den sociale sammenhængskraft i landdistrikterne, hvor meget andet er forsvundet; at landsbykirkerne får en stigende betydning som kulturcentre; at der selv i de mindste små sogne er valgte medlemmer i menighedsrådet, der driver og tager vare på deres lokale kirke; at kirken danner ramme om de fleste familiefester (barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse), og er til stede i fængsler, forsvaret og på hospicer og sygehuse.

Kirkens bygning er med til at minde os om, at vi er en del af en sammenhæng, både lokalt og globalt, et fællesskab der er større end os selv, hvor vi tænker på og tager vare på vores medmennesker, og hvor vi alle er værdifulde mennesker, der er skabt i Guds billede og med lige værdighed. Det er netop dette menneskesyn, der understøtter det samfund, hvor vi i øjeblikket er fælles om at tage hensyn til de ældre og mere sårbare medborgere. Det er den sammenhængskraft, vi har brug for mere end nogensinde nu under krisen.

Kirken opbygger og styrker det fællesskab, vi alle savner i denne tid. Kirken er altid med til at minde os om, at vi bygger vores samfund på mere end individualisme og solopræstationer, for vi er aldrig alene. Og kirken tilbyder tro, håb og sjælefred, som mange mennesker i ensomhed og isolation sukker efter i denne tid.

Vi kan godt overholde de sundhedsmæssige retningslinjer og stadig tillade den sørgende enke, den ensomme mand, der har mistet sit arbejde eller det barn, der savner sin afdøde bedste eller blot samværet med skolekammeraterne, at komme inden for i kirkens rum og tænde et lys, mens man sidder for sig selv i stilhed.

Derfor er mit ønske meget klart: Åbn kirkens døre for personlig andagt, lystænding og bøn.

Det er med til at få os igennem krisen som hele mennesker og en hel kultur, hvor vi holder sammen om det, der er det vigtigste, og hvor vi bevarer håbet om bedre tider - et håb, som er med til at give os fornyet livsmod.