- Jens, der er brand ...

LOLLAND Som et splitsekunds lysende stilhed blænder glimtet brandmændene, der forsøger at køle den brændende bygning. I næste nu kommer stormen, da luften flænges af en kæmpe eksplosion, der blæser alle til jorden.

Jens Rasmussen åbner øjnene, fortumlet over, hvad der netop er sket. Lynhurtigt får han dog klaret hovedet, for som indsatsleder er det ham, der står i spidsen for det ventende kaos. Ham, der har ansvaret for mændene, der måske ligger hårdt sårede omkring ham. Ham, der skal have ulykken under kontrol. I næste nu er han på benene.

Synet, der venter Jens er chokerende: Tre af hans brandmænd ligger kvæstede på jorden, det samme gør en politimand. Værst er det dog gået ud over ejeren af den brændende ejendom, der har fået både kraniebrud og åbent benbrud.

Klokken nærmer sig 02.30 en februarnat i 2005, og Jens Rasmussen er i gang med at gennemleve den værste brand i sin 50 år lange karriere i brandvæsenet. En brand, der brød ud hos en fyrværker i Sandby, som ellers havde styr på opbevaringen af sit fyrværkeri. Lige på nær de mange krysantemumbomber, der lå i en grav i den bygning, hvor ilden hærgede.

Brandmand på deltid

Oplevelserne er mange, når indsatsleder Jens Rasmussen ser tilbage på en karriere i brandvæsenet, der officielt begyndte 1. juli 1971. Men faktisk begyndte interessen fem år før:

- Jeg begyndte at komme på brandstationen, da jeg var 13 år. Dengang hed stationslederen Knud Madsen, og han gav mig lov til at komme her hos Falck i Nakskov, hvor jeg faldt godt ind, husker Jens Rasmussen, der elskede, når han fik lov at køre med ud med stationslederen.

Da lagkagen når sit 18. lys i 1971, kan Jens officielt blive en del af brandvæsenet. På det her tidspunkt er han også i lære som automekaniker, så brandmandslivet bliver på deltid. Med en forstående chef, sin knallert og en næse for Nakskovs smutveje når Jens dog altid frem, hvor det brænder:

- Hvis der udbrød brand i dagtimerne, hvor jeg var på arbejde, så ringede vagtcentralen til værkstedets kontor. De råbte så over højtaleranlægget: "Jens, der er brand", og så smed jeg alt, hvad jeg havde i hænderne, og drønede af sted på knallerten, fortæller han.

I 1974 skifter han bilernes hestekræfter ud med den ægte vare, da han udtjener sin værnepligt hos gardehusarerne i Næstved. Deltidsstillingen hos brandvæsenet på Lolland-Falster får han dog lov at fortsætte med. Og så i 1975 er der ingen vej udenom.

Fra nu og de næste 38 år spiller han en afgørende rolle i brandvæsenet på Lolland-Falster og Sydsjælland.

Gennem årene vokser Jens hurtigt i graderne. Det viser sig nemlig, at han har sans for at lede og talent for at bevare overblikket, når det brænder på.

- I 1992 blev jeg spurgt, om jeg kunne være interesseret i at køre som indsatsleder ved siden af mit job som udrykningsleder. Indsatslederen er ham, der kommer først frem til skadestedet og får et overblik. Det er ham, der bestemmer ude på skadestedet. Det sagde jeg ja til, fortæller Jens, der stadig kører som indsatsleder den dag i dag.

Jobbet blev en livsstil

Vi spoler frem til 2013, hvor Jens vælger at gå på efterløn. På det tidspunkt er han stationsleder for hele Lolland-Falster og en del af Sydsjælland med 250 mand under sig. Jens stopper på toppen. Næsten ...

- Jeg stoppede med en flot afskedsreception i maj, men da vi nåede til juni, fandt jeg ud af, at det ikke lige var sagen for mig at gå derhjemme. Jeg kørte stadig indsatsledervagter hver tredje uge, men så blev jeg tilbudt at blive ansat som vicebrandinspektør ved siden af indsatsledertjansen. Det er jeg stadig to dage om ugen, fortæller han.

Historierne står i kø, når Jens tænker tilbage på sine 50 år i tjenesten, og lysten til at fortsætte er intakt:

- Jeg har haft et fantastisk arbejdsliv. Mit job har været en livsstil for mig. Jeg har ofte haft arbejdsuger på 60-70 timer, og det gjorde ikke noget, for sådan var jobbet bare. Da jeg valgte at gå på efterløn, var det ikke, fordi jeg var træt af det, jeg tænkte bare lidt på mit liv, og at det nok var det rigtige. Kroppen var dog ikke færdig, siger han.

Hvor længe, Jens bliver ved, er uvist, men kroppen er stadig i fin form:

- Det eneste, jeg er på, den dag i dag, er vitaminpiller, konstaterer han.

Tilbage er vist bare at ønske Jens tillykke med det flotte jubilæum.