Laura kom ud på det dybe vand i Japan

BRANDSTRUP Siden Laura Wojcik var seks år gammel, har hun været fascineret af den japanske kultur. Interessen blev vakt af de japanske animationsfilm, og da muligheden for at komme til landet som udvekslingsstudent kom, greb hun den. På forhånd havde hun forberedt sig på både sproget og kulturen.

- At endelig være i Japan var som forventet, og så alligevel 100 procent anderledes end mine forventninger, fortæller hun.

Forberedelserne betød nemlig intet, da hun først var i landet. Kulturen er så anderledes, at det var en stor omvæltning pludselig at være midt i den. Hvilke forventninger var der til hende, hvordan skulle hun gebærde sig.

- Jeg blev kastet ud på det dybe vand, og så handlede det bare om ikke at drukne. Men på en god måde. Det var bare så fedt at prøve, og jeg nød virkelig at være derude.

Hun rejste sidste år i august og skulle først have været tilbage i Danmark om et par måneder, men da covid-19 bredte sig ud over verden, blev hun sendt hjem. Opholdet sluttede derfor brat i marts.

Lærte at vise respekt

Sproget var selvfølgelig en stor udfordring, og i begyndelsen måtte Laura Wojcik gætte sig lidt frem, når der blev talt til hende. Engelsk er nemlig ingen hjælp i landet, hvor befolkningen kun primært kan eget sprog.

- Det er virkeligt få, der kan tale engelsk. Der er nærmest ingen hjælp at hente, forklarer hun.

I begyndelsen kunne Googles oversættelser hjælpe hende lidt på vej.

Efterhånden fik den unge lollik dog bedre og bedre fat i sproget, men også landets skikke skulle hun vænne sig til. I begyndelsen boede hun hos et ældre ægtepar, der var over 80 år gamle, og her lærte hun at udvise den respekt, som man i Japan har for de ældre.

- Hos dem lærte jeg at sige de rigtige ting på den rette respektfulde måde, så jeg viste, at jeg respekterede de ældre. Eksempelvis er der to forskellige måder at sige godmorgen på. Den ene kan du bruge overfor vennerne, mens den anden skal bruges overfor de ældre, forklarer Laura Wojcik.

Hun blev dog også særdeles forkælet af det ældre ægtepar og fik alt, hvad hun pegede på.

Forbinder man ikke Japan med kejserrigets ære og respekt, vil man sikkert tænke på landets højteknologiske status. Derfor blev mødet med den japanske skole også en stor overraskelse for Laura Wojcik.

- Skolerne er virkelig ikke højteknologiske. Al ting foregik på håndskrevne papirer, og jeg tror aldrig, at jeg har skullet håndtere så mange papirer og bøger før.

Imponerede ved computeren

På skolen var der ét IT-rum, som primært blev brugt i geografitimerne.

- De andre elever syntes, at jeg var så hurtig på tasterne, og de kunne næsten ikke tro det, da jeg fortalte, at vi nærmest ikke bruger vores bøger i Danmark, og at det hele foregår online.

Det betyder dog ikke, at man i Japan får en dårligere undervisning. Nærmest tværtimod.

- Skolen er lidt hårdere og strengere end i Danmark, og man får så mange lektier for. Cirka hver anden måned skal eleverne også op i fuldt pensum i alle fag. Det er også en kultur, hvor man går op i at få gode karakterer, og eleverne øvede sig meget, forklarer Laura Wojcik.

Fra sin danske skoletid har Laura Wojcik været vant til debatter i klassen. Lærerne inviterede eleverne til at have en holdning og blande sig i debatten i time. Men sådan er det ikke i den japanske skole.

- Der får man at vide, at fakta er det og det, og så skal man skrive det ned, siger den unge lollik, der dog oplevede lidt debat i engelsktimerne.

Ville ikke tidligt hjem

I marts var det hele pludselig slut. På vej hjem efter at have taget afsked med en mexicansk udvekslingsstuderende, som var blevet kaldt hjem på grund af coronasmitten, fik Laura Wojcik besked på, at hun også skulle forlade Japan. Beskeden kom som et chok. Ikke mindst fordi hun havde fået at vide, at det var i orden, at hun blev.

- Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at få lov at blive. Jeg talte med min counsellor både i Japan og i Danmark, mine forældre talte med folk i Danmark, mens jeg talte med dem i Japan, men der var intet at gøre. Beslutningen var taget.

Det var svært for hende at acceptere, at hun ikke havde kontrol over begivenhederne, og den sidste togtur gjorde ondt langt ind i sjælen.

Men hjem kom den sydlollandske udvekslingsstudent. Med sig i hjertet har hun sit japanske ophold og også traditionerne. Hun kommer stadig til at bukke for folk, når hun er ude.