Logbog 11. juli 2007

Sommer ved vandet. VANDET. Man behøver ikke en gang at smage på ordet. Man skal bare læne nakken tilbage og med måbende åben mund stirre op efter solstrålerne. De falder i dråbeform.

Måske burde I hellere kalde serien Sommer MED vandet, sagde Jens og tilbød mig ly under paraplyen nede i Havnegade. Regnen siler ned i stride strømme.

- Pyt nu med det, os kan du da regne med, og vi holder i det mindste, hvad vi lover, svarede jeg og gjorde mine hoser våde, mens jeg spejdede efter dagens historie.

Jens taler som et vandfald, og mundvandet samler sig, så han med mellemrum gør dybe synkebevægelser:

- Hvad blev der så af de vandede vitser. De er måske skyllet bort med regnen, ivrer Jens og fortsætter:

- Du kender da den med den gravide frue, som siger til ægtemanden: ?Nu går vandet!?, og hvor han henne fra sofaen svarer: ?Hvor går det hen??

- Eller den om campisten, som var vådligger og derfor aldrig medbragte telt?

Jens skraldgriner og stamper i det samme i en vandpyt og sender en kaskade af vand op ad mine lyse sommerbukser.

Et er, at man skal affinde sig med det, der kommer ned fra oven, men at man også skal have buksevand nedefra, er vanvittigt.

Det er længe siden, jeg har været så våd. Udvendigt.

I sådan et vejr burde man være tysker. Så var man født med gummirøjser, gult regnsæt og sydvest.