Racisme er hverdagskost for Aram

ØSTOFTE Først kunne Aram Suleiman ikke læse, hvad der stod på bagruden af bilen. Det var lørdag morgen, og han skulle egentlig køre fra hjemmet og ud til sit værksted i udkanten af Østofte. Men bogstaverne flammede op. Det var hans kone, der hurtigt kunne se, at der stod "perker".

Efter at have politianmeldt hærværket kører han mod værkstedet. Her bliver han mødt af de samme bogstaver, med samme maling, skrevet på skiltet ved vejen. Siden har Aram Suleiman ikke helt været sig selv. Han er slået ud af kurs og kan ikke finde ro til sit arbejde.

Mens danskere marcherer i sympati med Black Lives Matters, har racismen endnu engang grebet ind i Aram Suleimans liv. Denne gang meget målrettet, for personen har måttet køre mellem to adresser for at udføre hærværket.

Nok er Aram vred, men ikke længere på den person, som har skrevet det nedsættende ord.

- Jeg tilgiver ham for det, han har gjort. Det er ikke hans skyld. Han har gjort det på grund af det miljø, som han kommer fra, forklarer han.

Mødte hurtig racismen

Aram Suleiman føler ikke, at racismen bliver taget alvorligt. Hos visse politikere bliver fremmede ofte set som et problem fremfor et aktiv for landet. De burde favne bredt, mener han, men går i stedet for forrest som dårlige eksempler.

Det er otte år siden, at Aram Suleiman blev anerkendt som flygtning, og glæden var stor, da han fik sit danske pas. Fremtiden var lys, og han ville gerne hurtigt gøre en forskel i det land, som havde budt ham velkommen. Men hurtigt mødte han modviljen, skabt alene på grund af hans hudfarve.

Han kontaktede sin daværende kommune og bad om hjælp til at få så meget sprogundervisning som muligt, for Aram Suleiman ville mestre det danske sprog. Men der var ingen hjælp at hente.

- Jeg fik at vide af sagsbehandleren, at de ikke havde inviteret mig til Danmark. De ville slet ikke hjælpe mig. Jeg var så ked af det og var på et tidspunkt tæt på at begå selvmord.

Sproget fik han dog lært sig. Han tog kørekort og begyndte at se, høre og læse danske nyheder.

- Men gang på gang hørte jeg kun dårlige ting og grimme ord om udlændinge. Til sidst måtte jeg helt holde op med at følge med.

Det dårlige syn på udlændinge holdt sig dog ikke kun til ytringer i medierne. På egen krop mærkede han racismen. Han kunne skrive hundredvis af ansøgninger, men fik aldrig svar. Når han var i job som vikar, blev der talt nedværdigende til ham, og nogle steder måtte han ikke komme ind at arbejde, fordi personen i huset ikke kunne lide udlændinge.

For fem år siden startede han sin egen virksomhed og har siden været selvstændig snedker. Kunderne finder han primært i Nordsjælland, men for at komme helt ind på markedet måtte Aram Suleiman betale endnu en pris. Han måtte skifte sit navn.

I dag hedder han Allan Jørgensen, og pludselig åbnede en masse døre. Det mellemøstlige navn var nok til, at nogle holdt sig væk. Det gjorde også, at han blev stoppet væsentligt mere af politiet. Efter han har fået dansk navn på bilen, kan han høre uden at skulle tale med politiet i tide og utide.

- Det handler ikke om, hvem jeg er, eller hvad jeg laver. Det handler alene om, at jeg oprindelig kommer fra Mellemøsten.

Livet er en kamp

Selv synes Aram Suleiman, at han har gjort alt det, som politikerne forlanger af udlændinge. Han har lært sproget, han er blevet integreret, han har arbejde og altså endda i en grad, så han har sin egen virksomhed. Men når man arbejder, er det også et problem.

- Jeg har flere gange oplevet, at folk siger, at jeg tager arbejdet fra danskerne. Så vi må ikke arbejde, og vi må ikke modtage kontanthjælp. Lige meget hvad vi gør, så er det forkert.

Kun fordi han er stærk og nægter at give op, har Aram holdt ud. Livet er en kamp for ham, men den skal vindes, og han skal videre. Men han forstår ikke, hvorfor Danmark tager imod mennesker som ham, hvis man ikke ønsker dem alligevel.

- Jeg flygtede fra mit land, fordi det ikke behandlede mig retfærdigt. Hvor skal jeg tage hen, hvis jeg heller ikke bliver behandlet retfærdigt her? Jeg har jo ikke forladt mit land, og min mor, bare for at blive behandlet på denne måde.

Igen og igen lader han fingrene pege tilbage på landets politikere. Det er dem, som har skylden. Når de fører en politik, der gør udlændinge til et problem, så smitter den holdning af på landets befolkning. Det bliver legitimt at dyrke racismen.

Modløsheden sidder i stemmen, for nok vil han gerne kæmpe og vil bevise sit værd. Men nytter det noget? Skal han assimileres i stedet for integreres for at blive accepteret, og er det ikke bare endnu en vej til et nederlag. Aram Suleiman har fundet ud af, at han bliver først og fremmest målt på sit udseende.

- Jeg har skiftet mit navn, så end ikke det er der tilbage af mig, men alligevel er det ikke nok. I Danmark har jeg fået kone, bil, hus og eget firma. Jeg har alt, men har alligevel ingenting. For jeg bliver ikke regnet for noget. Som udlænding bliver jeg betragtet som et nul.

Den store frygt for Aram Suleiman er, at racismen udvikler sig til deciderede hatecrimes. At man pludselig vil opleve, at udlændinge bliver slået ihjel, blot fordi de ikke er danske.

- Hvis nogle politikere fortsætter den retorik, som de har i dag, så tror jeg, det vil ske indenfor de næste 5 til 10 år.

Vil ikke have børn i Danmark

Da han første gang sad med sit danske pas i hånden, blev det kysset, så glad var han for at have en ny havn, hvor han var budt velkommen. Efter oplevelsen med sagsbehandleren, og flere andre tilfælde af det, der bedst kan betegnes som hverdagsracisme, tog han en beslutning, som han siden ikke har fortrudt,

- Jeg er glad for, at jeg dengang besluttede, at jeg ikke ville have børn i Danmark. De skal ikke have de oplevelser, som jeg har været udsat for, og de skal ikke kaldes andengenerationere og alle mulige grimme navne.

Det forunderlige for Aram Suleiman er, at når han fortæller folk, at han er ateist, så ændrer mange pludselig holdning til ham. Det er nemlig ikke ateisterne fra Mellemøsten, som de har et problem med, det er muslimerne, fortæller de.

- Men det er stadigvæk en racistisk holdning, slår han fast. Det handler ikke om troen, men om menneskesynet på folk fra Mellemøsten.